Frelle følger succesen “Onkel” op – ny film på vej fra Sønderjylland

“Resten af Livet” instrueres af Frelle Petersen og har Mette Munk Plum (tv) og Jette Søndergaard (th.) i to af de bærende roller (Foto: Rolf Konow/Nordisk)

Efter sin succes med det prisbelønnede drama ONKEL i 2019 er Frelle Petersen nu i gang med optagelserne til sin nye spillefilm RESTEN AF LIVET, som er en rørende og livsbekræftende familiehistorie.

RESTEN AF LIVET udspiller i Sønderjylland tæt på marsken og Vesterhavet hvor naturens stærke kræfter raser. Maren og Egon lever et stilfærdigt liv i deres gulstenede parcelhus og nyder tilværelsen med deres to voksne børn. Men tæppet rives brat væk under dem alle, da en ubærlig tragedie rammer familien.

”Jeg vil skabe et universelt familieportræt, som handler om dagligdagen og det gode familieforhold, og om hvordan denne familie bliver udfordret af en tragedie.  Det er de små detaljer i relationerne og konflikterne, der har min særlige opmærksomhed og her vil filmens fokus komme til at ligge.” udtaler Frelle Petersen.

I hovedrollerne ses Jette Søndergaard, der blev Bodil- og Robertnomineret for bedste kvindelige hovedrolle i ONKEL (2020). Som forældreparret, Maren og Egon, ses Mette Munk Plum og Ole Sørensen, mens den voksne søn spilles af Lasse Lorenzen.

Blandt de øvrige medvirkende ses bl.a. Eskil Tonnesen, Ole Caspersen og Karen Tygesen m.fl. Filmen produceres af Zentropa ved producer Jonas Bagger og er støttet af Det Danske Filminstitut. Men også Tønder Kommune og Den Vestdanske Filmpulje har været afgørende for filmens realisering.

”Det var et stort ønske, at hele filmen rent faktisk skulle optages i Sønderjylland og nærmere bestemt i Tønder. Det lykkedes, med stor opbakning fra Tønder Kommune og Den Vestdanske Filmpulje at få finansieringen på plads, og det er dem vi kan takke for, at vi står og optager netop her i dag”, udtaler producer Jonas Bagger og glæder sig over det gode samarbejde.

”Enhver der har set ’Onkel’ ved, at Frelle Petersen har en særlig evne til at skabe historier i en geografi og kultur, som vi ikke ser så tit på det store lærred. Den Vestdanske Filmpulje er stolte af, at støtte op omkring hans næste film, og bidrage til, at der bliver fortalt historier fra hele Danmark”, siger chef for Den Vestdanske Filmpulje, Steen Risom.

”Vi er glade for, at vi – igen – kan bakke op om et spændende filmprojekt her i Tønder Kommune. Der sker rigtig mange spændende ting på både kultur- og arkitekturfronten her i Tønder Kommune, og derfor passer Frelle Petersens filmprojekt også helt perfekt ind i vores ambition om at fortælle spændende historier fra vores område, og samtidig vise den helt særlige natur vi har her i det sydvestlige Jylland”, fortæller Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen.

Filmen er desuden finansieret i samarbejde med Nordisk Film & TV Fond, Xee, TV 2 Danmark, TV 2 Norge og Nordisk Film Distribution. Den forventes at få premiere i begyndelsen af 2022.