Hesseldahl udstiller sin uvidenhed

db - G HESSELDAHL (720x331)

I kronik i Politiken den 9. juni rettede Det Kongelig Teaters nye chef, Morten Hesseldahl, et voldsomt angreb på biograferne i almindelighed og undertegnede i særdeleshed.

Hesseldahls angreb er dog baseret på en ganske uforklarlig uvidenhed – teaterchefen var jo trods alt i en lang årrække bestyrelsesformand på Det Danske Filminstitut. Han burde beviseligt vide bedre.

Øjensynligt er al den viden han kunne have suget til sig i sit daværende virke gået ganske hen over hovedet på ham.

Det Hesseldahl præsentere i sin kronik er ikke ekspertviden, men derimod lægmands betragtninger. Man kunne have forlangt mere.

Link til kronikken i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2311025/kunst-og-kultur-har-aldrig-haft-det-bedre/

Forklaringen er nok at Hesseldahl i alt for lang tid har bevæget sig i et miljø, hvor man blot videresender regningen til borgerne i dette land. Først som Kulturdirektør i DR som årligt tvangsudskriver en regning på kr. 3,5 mia. og nu Det Kongelige Teater som bliver begunstiget med over en halv milliard skattekroner årligt.

I den verden er alting let.

Biograferne modtager årlig en samlet statsstøtte på i alt sølle kr. 4,5 mio. eller 1,2% af Filminstituttets budget. Pengene går målrettet til artcinemas og renovering af små biografer i Udkantsdanmark. Men den overvejende del af biograferne er overladt til selv at sørge for deres bæredygtighed.

Filmbranchens forretningsmodel er baseret på indtjeningsvinduer, i et sindrigt system som skal sikre filmenes økonomiske bæredygtighed. Uden indtjeningsvinduerne vil spillefilmsbranchen kollapse.

Der er er nu engang ret stor forskel på en film til 20 millioner kroner, i forhold til produktionsprisen på en sang eller en bog. Denne forskel eksisterer ikke i Hesseldahls verden.

Indtægter er pinedød nødvendige. Og de skal være store for at spillefilmsproduktion kan oppebæres i dette land. Staten støtter gennemsnitligt en film med 36 % af budgettet, resten af budgettet skal hentes hjem gennem forbrugernes villighed til at betale for filmene. Og i modsætning til Hesseldahls indtægtskilder skal det ske på frivillighedens basis.

Skatteborgerne betaler altså ikke – som postuleret af Hesseldahl – broderparten af filmenes udgifter. Det er altså ikke DR eller Det Kongelige Teater det her.

Disse økonomiske kendsgerninger er øjensynligt meget eksotiske for en mand, som har baseret sit virke på blot at tvangsudskrive regningen til landets skatteborgere.

Biograferne sørger for langt størstedelen af de danske filmproducenters indtægter. Det er forudsætningen for at vi i det hele taget kan oppebære spillefilmsproduktion i Danmark. I 2013 bidrog biograferne med det største beløb nogensinde.

Hvis filmbranchen havde oplevet den økonomiske nedgang musikindustrien har oplevet, ville der slet ikke være nogen filmbranche. Biograferne har sørget for at bunden ikke helt er gået ud af filmbranchens økonomi.

Alle i filmbranchen – selv Filminstituttet – anerkender vinduernes nødvendighed og biografernes eksklusivitetsperiode for branchens overlevelse. Det anerkendes af alle som har den basale viden om filmbranchens indtægtsstrømme.

Indtægterne fra de øvrige platforme er blevet mindre og mindre, fordi forbrugerne ikke vil betale en ret høj pris for underholdning på de nye digitale medier. 800.000 Netflix-abonnenter USA opsagde deres aftale, efter mastodonten havde været så formastelig at hæve den månedlige pris med sølle tolv kroner.

De nye digitale medier konkurrere jo med ’gratis’, dels fra statssubsiderede free-tv, dels fra diverse illegale piratplatforme.

Hesseldahl mener øjensynligt film blot er film. Men der er meget stor forskel på spillefilm produceret med henblik på visning i biograferne og film produceret direkte til tv. Billedkompositionen, lyden, kvaliteten og de anstrengelser filmkunstneren lægger i produktionen. Himmelvid forskel.

Spillefilm er produceret med biografernes store lærreder for øje. Spillefilmsbranchen kan ikke overleve, hvis alt blev tilgængeligt på en og samme tid på alle platforme.

I Hesseldals perfekte fremtid vil den danske filmbranche være reduceret til billige tv-film, reality- og gameshows. Og biograferne måtte belave sig på alene at lade de amerikanske blockbusters blive tilbuddet til danske biografgængere.

Mon det er det forbrugerne ønsker?

Derudover følger Hesseldahl ikke særligt godt med i det danske biografrepertoire. Hans postulat om at de smalle film kun bliver vist ganske kort og i meget få biografer, er beviseligt ikke korrekt. Efter digitaliseringen af biograferne får film der tidligere kun blev udsendt i 2-3 biografer nu premiere i ti-tyve gange så mange. F.eks. fik Lars von Triers nyeste film premiere i 30 biografer og forblev på repertoiret i næsten 4 måneder. Filmen blev set af 50.000 tilskuere og er altså ikke en film biograferne spinder guld på, men biograferne lever op til sin kulturelle forpligtelse.

Hesseldahl går øjensynligt heller ikke ret meget i biografen. Hvis han gjorde, ville han vide at biograferne er spydspidser i den teknologiske udvikling. Biograferne er bannerførere for teknologier som først efter lang tid bliver alment udbredt inden for hjemmets fire vægge. At være first-runners koster. Og der er altså afgrundsdyb forskel på en biografoplevelse i 50’erne og så den biograferne præsentere i dag. Den kan ikke sammenlignes og det kan biografernes billetpriser selvfølgelig heller ikke.

/Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer, 11. juni 2014