Jagten på den forsvundne realitetssans

DB - ABLACKMONDHHAD (720x320)

Informations filmredaktør Christian Monggaard har komplet mistet realitetssansen i en artikel offentliggjort i Information 1. april.

Læs artiklen her: https://www.information.dk/kultur/2016/03/jagten-paa-forsvundne-forretningsmodel

Nedenstående svar på artiklen fra Danske Biografers formand.

Kære Christian Monggaard,

Jeg har med interesse læst din seneste artikel om filmbranchens store udfordring: Hvordan kan filmindustrien fortsat opretholde den høje diversitet, volumen og kvalitet, filmelskere er forvænt med, i en tid hvor de samlede indtægter i filmbranchen er i frit fald. Årsagen til det frie fald skyldes – som du også rigtig nok skriver – at de nye digitale medier ikke har været i stand til at kompensere for indtægtsfaldet på de fysiske medier, såsom dvd og blu-ray.

Din artikel er dog i øvrigt fyldt med misforståelser og/eller fejl.

Først og fremmest skal det fastslås, at der ikke foreligger en aftale om holdback mellem Det Danske Filminstitut og filmbranchens parter. Staten vil aldrig kunne indgå i den slags aftaler, som ene og alene handler om samhandelsbetingelser mellem kommercielle parter.

Du skriver biograferne er presset af piratkopiering og streamingtjenester. Jeg skal ikke kunne sige hvor du har den idé fra, men faktum er det i al fald at filmproducenternes indtægter fra biograferne aldrig har været højere. Og det skal filmindustrien og forbrugerne være kisteglade for. Faktisk er biograferne det sidste boltværk, der forhindrer filmbranchen i at bryde komplet sammen. I år 2000 repræsenterede biograferne 30 procent af filmproducenternes indtjening, nu er tallet op mod 60 procent.

Det er da også værd at bemærke, at pirateri ikke forekommer på danske film så længe de vises i biograferne, det er først når danske film netop er tilgængelige på talrige legale digitale tjenester, pirateriet opstår.

Så meget for argumentet om at tilgængelighed vil bekæmpe pirateri.

Du skriver det kun er de helt store og brede film som sælger masser af billetter, mens de mellemstore og små film har det svært. Også det savner afsæt i virkelighedens verden. Faktisk er top 20-filmens andel af det totale billetsalg faldende de sidste tre år.

Problemet for de mellemstore og små film er, at de ikke længere kan hente nævneværdige indtægter via internettet og så er det hamrende ligegyldigt hvornår de bliver udsendt. Både ”En, to, tresomt” og ”Brigend” kunne være udsendt på de digitale medier efter tre måneder, alligevel kom de først ud efter otte måneder. Hvorfor? Fordi det gav økonomisk mening.

At fri tilgængelighed på alle hylder vil påvirke producentens indtægter fra biograferne er indiskutabelt. Omend de danske eksperimenter på f.eks. ”Dreng”, ”Profetia” og ”Det andet liv” er nidkært hemmeligholdt – nok fordi det ikke støtter den agenda de simultanudsendelsesivriges ønsker – så har man i USA offentliggjort resultaterne af disse. De viser alle samme billede: Mindre indtægter til filmproducenten.

Dokumentation:
http://danske-biografer.dk/la-grande-illusion-2/
http://danske-biografer.dk/afsloering-resultaterne-af-eksperimenter-i-usa/

Derfor er hele din forudsætning for at vurdere situationen helt grundlæggende gal. Fri tilgængelighed vil i væsentlig grad forringe filmproducenternes største indtægtskilde. Først dræbte internettet videoforretningerne, med kæmpe indkomsttab til følge, og nu står biograferne for tur.

For at en varer kan produceres, kræver det en prissætning som reflekterer varens produktionsomkostning. Hvis den ikke kan det, indstilles produktionen.

Denne prissætning er gennem mange år generelt blevet holdt rimelig, gennem almindelig konkurrence mellem firmaer. Men på blandt andet filmområdet har en ny konkurrent meldt sig: Pirater. Folk som faldbyder filmene kvit og frit. Den form for unfair konkurrence kan ingen produktionsvirksomhed holde til.

Du skriver også at kunderne bestemmer. Jamen, fordi at nordjyder beklager sig over at det Kgl. Teater ligger i København, med tung statsstøtte, flytter vi jo ikke nationalscenen til det nordjyske. Og fordi forbrugerne vil have gratis madvarer, begynder supermarkederne jo ikke at lange den over disken kvit og frit.

Hvis himmerigets porte er åbnet på internettet, er der absolut intet til hinder for at filmene kan udsendes direkte på digitale platforme. Biograferne har i al fald ingen indsigelser. Det er bare at gå i gang. Den totale produktion af spillefilm andrager årligt 4500, hvoraf de ca. 250 finder vej til de danske biografer. Så biograferne har for længst erkendt ikke at kunne vise alt.

I øvrigt er biografer et liberalt erhverv. Hvis biograferne ikke kan blive enig med distributøren om handelsvilkårene, står det enhver biograf frit for at foretage en forretningsmæssig disposition om ikke at ville vise filmen. Nøjagtig på samme måde som forbrugerne bevæger sig mellem supermarkeder, for at finde den mest attraktive varer til den mest attraktive pris.

Man kan også anlægge det synspunkt, at hvis en filmskaber tror så lidt på sin film, at man ikke vil indgå aftale om 3-4 måneders eksklusivitet i en biograf, har filmen måske intet at gøre i en biograf.

Det forekommer tit eksklusivitet er blevet et fyord i forbindelse med biografer. Men alle de digitale platforme opererer også med eksklusivitet. Det er blandt andet det filmbranchen lever af at sælge. Tænk f.eks. på at Netflix også opererer med et eksklusivt vindue på ”House of Cards”, inden den slippes løs på DVD. Nøjagtigt på samme måde som biograferne. Besynderligt nok anfægter ingen Netflix eksklusivitet.

Der kan ikke foregå eksperimenter med f.eks. ”The Screening Room”. Er biografernes vindue først faldet, kan intet bringe det tilbage igen. Man kan nu engang ikke proppe tandpasta tilbage i tuben.

Analytikeren Claus Bülow Christensen har da også i et øjebliks klarsyn om realiterne skrevet følgende på Facebook: ”Hvad angår konsekvenserne af den udvikling jeg løbende følger og analyserer og beskriver, så er sagen jo desværre den, at jeg i grunden ikke er særlig optimistisk på vegne af den danske filmbranches fremtid, der givet kommer til at få en skæbne lig musikindustriens…”

Og den skæbne Bülow Christensen taler om, er et indtægtsfald på to tredjedel. Så er det ikke længere nogen filmbranche, fordi det er nu engang dyrere at producere en film end en sang.

At afkorte biografernes eksklusivitetsperiode, for at omfavne de digitale medier, svarer til at operere på det raske ben, for at helbrede det syge.

Biografernes vindue er siden videoens fremkomst blevet afkortet og afkortet, uden det nogensinde har hjulpet filmbranchen til højere indtægter. Så det er ikke her løsningen gemmer sig.

Summasumarum: Enhver yderligere omfavnelse af de digitale medier vil fratage forbrugerne den høje volumen, diversitet og kvalitet de har været forvænt med. Og første ofre bliver de film du elsker allermest, Christian.

Med venlig hilsen

Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer