Jørgen Hansen stopper som leder af Ringkøbing Biograf

DB - ABLACKJØRGENHANSEN (720x327)

Efter godt 17 år som daglig leder af Ringkøbing Biograf stopper Jørgen Hansen med udgangen af august måned.

Jørgen Hansen har været daglig leder af Ringkøbing Biograf siden 2000, hvor byens biograf overgik til at være en foreningsbiograf, drevet udelukkende af frivillige.

Jørgen Hansen har tidligere været underdirektør i Nykredit og regionschef i Nybolig. Stoppede på arbejdsmarkedet som 54-årig i 1999, da hans stilling blev flyttet til Aarhus og siden har han helliget sig biografen i Ringkøbing.

Det var ikke udelukkende filminteressen, der gjorde, at Jørgen Hansen valgte at engagere sig 100 procent i Ringkøbings biograf. ”Det gjorde jeg i lige så høj grad, fordi jeg kan lide at få noget til at ske, og jeg interesserer mig også meget for den driftsmæssige side af sagen. Det er spændende,” har Jørgen Hansen tidligere udtalt.

»Det er et frivilligt arbejde, og det er et dejligt arbejde. Det er sjovt at være en del af en succes. Det er nok forklaringen på, at jeg bliver ved,« siger Jørgen Hansen, der blot har otte minutters gang til biografen.

Men nu er der altså slut og biografens bestyrelse kvitterer for Jørgens store andel i Biografens udvikling med en uformel afskedsreception fredag 1. september 2017 Kl. 14.00 – 16.30 i Biografens lokaler.

Her vil der være lidt til både ganen og halsen, ligesom den roste dokumentarfilm, ”Drømmen om Maremma” vil blive vist to gange i sal 1.

At det lige blev ”Drømmen om Maremma”, som bliver vist ved afskedsreceptionen er ingen tilfældighed. Filmen er instrueret af Jannik Splidsboel Hansen, som er søn af Jørgen Hansen.