Køges nye biograf har slået dørene op

DB - ABLACKKØBEBIO (720x330)

I går aftes slog Nordisk Films nye biograf i Køge dørene op med både gallapremiere, kendisser i lange baner og festfyrværkeri.

Chefen for den nye biograf, Laila Christensen, kunne byde velkommen, suppleret af direktør i Nordisk Films Biografer, Lars Jørgensen.

Mikkel Boe Følsgaard kastede glans over åbningen med præsentationen af den nye film ”Den bedste mand”, som snart får premiere i byens bedste biograf.

Beliggenheden kan ikke blive bedre. Biografen ligger lige bag ved det gamle Køge Torv ned mod Teaterbygningen og Havnen, med talrige muligheder for parkering tæt på biografen. En ny restaurant er ligeledes åbnet i umiddelbar nærhed af biografen.

Køges nye biograf har hele 6 flotte biografsale med plads til i alt 815 gæster. Der er én stor sal, 4 mellemstore sale og én lidt mindre sal.

Salene har følgende antal sæder:
Sal 1: 240
Sal 2: 135
Sal 3: 120
Sal 4: 120
Sal 5: 112
Sal 6: 88

To sale er placeret på gadeplan og fire sale på øverste niveau. Der er trapper, elevator og god foyerplads, både på gadeplan og på 1. plan. Der er også placeret et loungeområde på øverste etage med flot udsigt ud over havneområdet.

De 6 sale kommer til at vise et bredt udvalg af nye og populære film. Der bliver således vist film for en hver smag – store og små, unge og gamle.

Teleslynge er installeret i samtlige sale, lige som biografen tilbyder ledsagerordning for handicappede.

Udover spillefilm vil biografen også rumme andre kulturtilbud, såsom livestreaminger af teater, opera, koncerter, sportsbegivenheder etc., ligesom salene også kan danne ramme om konferencer.

Forventningen er, at 250.000 biografgængere årligt vil gæste biografen.