Måling: Danskerne savner biografen

Ny undersøgelse fra Det Danske Filminstitut viser, at danskerne længes efter at komme tilbage i biografsæderne

Det danske filminstitut (DFI) har onsdag (6. maj) offentliggjort en undersøgelse af danskernes forventninger til at komme i biografen igen, når corona-karantænen er overstået.

Mens hele filmbranchen venter og glæder sig til igen at kunne modtage publikum i biografmørket, har Filminstituttet undersøgt, hvordan publikum ser deres forventede adfærd, tanker og følelser om genåbningen af biograferne. Undersøgelsen er et øjebliksbillede med data indsamlet 28.-30. april 2020, og det er hensigten, at Filminstituttet løbende vil indsamle og opdatere data og indsigter de næste måneder frem mod en genåbning.

I rapporten ‘VIDSTE DU? 10 indsigter om biografpublikum i en coronatid’ præsenteres og beskrives 10 indsigter, men det er vigtigt at holde sig for øje, at der stadig er en masse ubekendte faktorer, som kan påvirke biografgængernes opfattelse og følelser op til, at biograferne får lov at åbne igen, og dette kan undersøgelsen ikke tage højde for.

Undersøgelsen, der hedder “10 indsigter om biografpublikum i en corona-tid”, kan læses her.

Den fortæller overordnet, at medlemmerne af Biografklub Danmark samt det publikum, der normalt går i biografen til danske film, er dem, der ser mest frem til en genåbning.

Der er ikke de store forskelle i besvarelserne, hvad angår respondenternes alder. Til gengæld savner flere kvinder end mænd at komme ind i biografsalene.

54 % af biografpublikummet forventer at vende tilbage til det besøgsmønster, de havde før krisen.