Mørke skyer over artcinema-sektoren

DB - ABLACKhBANKRUPT (720x329)

To store spillere på den internationale artcinema-scene er gået fallit på en og samme dag, fortæller The Hollywood Reporter. Mange i filmbranchen spørger sig selv, hvor længe uafhængige film på beskedne budgetter overhovedet kan overleve.

Netop som Toronto Filmfestivalen ruller af stablen, har to internationale filmdistributører, Fortissimo Films og Metrodome Group, indgivet konkursbegæring. Det kaster en mørk skygge over hele den uafhængige filmindustri.

”Det er virkelig, virkelig trist, men det er ikke et chok,” udtaler den engelske producent, Stephen Woolley (“Carol) om Metrodomes kollaps. Han peger på skiftet i den uafhængige filmindustri, som har øget konkurrencen, samtidig med indtægterne er blevet mindre. “DVD-markedet er endnu ikke helt forsvundet, men det er ikke hvad det var engang. Filmbranchen har store problemer med skaffe sig indtægter online for uafhængige film.”

Steamingtjenester som Netflix og Amazon har minimeret DVD-salget, men dog uden at kunne kompensere for de tabte store DVD-indtægter – og DVD var nu engang hjørnestenen i Fortissimos forretning. Samtidig udvælger Netflix og Amazon kun de allermest populære artfilm til deres abonnenter.

Rikke Ennis, leder af TrustNordisk, sammenligner tabet af Fortissimo “med at miste en arm eller et ben”, med afsæt i at selskabet var utrolig vigtig for artcinema-sektoren, ligesom selskabet var vigtig for amerikanske uafhængige film i Europa og Asien.

“Det viser blot udfordringerne filmbranchen står overfor,” tilføjer Ennis. “Vi har stærkt brug for en game-changer, hvis vi ikke skal se flere sager som disse. Det værste ved situationen er, at der er et marked for artfilm. Men de er ikke tilgængelige for folk der vil se dem, og det er for dyrt at lancere dem på den traditionelle måde.

Det er altid underholdende når Rikke Ennis kaster om sig med udokumenterede påstande. Og ikke mindst når hun blot råber ”game-changer!”, uden at angive løsninger. Det er muligt der er folk der vil se de små, uafhængige film online, de vil blot ikke betale (ret meget) for det. Og så er vi sådan set lige vidt.

Fortissimo blev hårdt ramt da markedet for klassiske artfilm skiftede, med færre købere og lavere priser, og kun en lille håndfuld store uafhængige instruktør-navne til at sælge dem. “Der er færre end 20-30 artfilm der årligt kan udsendes globalt og samtidig sikre profitabilitet,” fortæller den kinesiske filminstruktør Diao Yinan, hvis film “Black Coal, Thin Ice vandt Guldbjørnen i Berlin i 2014 og solgt globalt af Fortissimo.