Myndighederne anbefaler øget fokus

Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke anbefaler øget opmærksomhed fra alle i forhold til at stoppe smittespredningen
(Pressefoto: Steen Brogaard – SUM)

På et pressemøde mandag 7. september skærpede myndighederne, anført af Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S), en række retningslinjer i forhold til corona-smitten.

I 17 danske kommuner, herunder en række i hovedstaden, bliver forsamlingsforbuddet midlertidig ændret fra 100 personer til 50 personer, og barer og restauranter i disse byer skal lukke senest til midnat i stedet for senest klokken 02.00.

Samtidig opfordres alle aktører, både private, offentlige og kommercielle, til at være mere opmærksomme på de velkendte forholdsregler:

  • Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet, herunder kommende skærpede afstandsanbefalinger til restaurationsbranchen
  • Opfordring til at indføre frivillig registrering af kontaktinformationer på gæster i restaurationsbranchen med henblik på udlevering til sundhedsmyndighederne i forbindelse med smitteopsporing

For de danske biografer indebærer de ændrede retningslinjer for de 17 kommuner umiddelbart ingen forandringer. Biograferne er undtaget fra forsamlingsforbuddet, fordi man er underlagt retningslinjerne fra sektorpartnerskabet for siddende kulturoplevelser.

Heraf fremgår en række afstands- og arealkrav, lige som der generelt opfordres til varsomhed og omtanke.