Biograferne ryster på hovedet, ikke i bukserne

DB - BLACK K (720x337)

Opdateret 1. oktober 2014 kl. 16:45

Netflix er netop gået ud med en historie om at de også vil lave spillefilm. Den første film bliver en efterfølger til den Oscar-vindende “Tiger på spring, drage i skjul” fra 2000.

Planen er, at filmen får premiere samtidig på streaming-tjenesten og i udvalgte amerikanske IMAX-biografer næste år. Helt nøjagtig den 28. august 2015 og titlen på den nye film bliver ”Crouching Tiger, Hidden Dragon: The Green Destiny”.

Bag planen står Netflix, IMAX og distributøren Weinstein Company.

Planen har dog fået den kolde skulder af de amerikanske biografer.

Og straks går dele af den danske presse i selvsving og råber ”samtidig udsendelse af film i både biografer og på streaming!” og videre ”boykot!”, da det gik op for dem at de amerikanske biografer siger nej tak til tilbuddet.

Det er beklageligt medierne udlægger de amerikanske biografers reaktion som “en boykot”. For der nemlig alene tale om en forretningsmæssig vurdering.

Forretningsmæssige vurderinger tager alle mennesker på daglig basis. Men ingen skriger jo ”boykot!”, hvis f.eks. en forbruger siger nej tak til en vare i Brugsen, fordi forbrugeren mener varen er for dårlig eller for dyr.

Men helt andre spilleregler gælder øjensynligt når biograferne foretager forretningsmæssige vurderinger.

Der er ingen årsag til at trække vidtrækkende konsekvenser af denne enlige svale.

Man må forstå Netflix engang imellem har behov for at smide en kødluns på bordet for at fastholde abonnenterne. Det har de gjort med blandt andet ”House of Cards”. Men det er og bliver ikke andet end prestigeprojekter, ganske uden isoleret bæredygtighed. Man kan faktisk antyde, at en af årsagerne til danske filmproducenter får så dårlig betaling for deres film på Netflix, er at Netflix skal få råd til at producere tv-serier som ”House of Cards”.

I øvrigt er der slet ingen IMAX-biografer i Danmark, befolkningsunderlaget i Danmark er simpelthen for lille til denne type biograf.

Eneste sted man regner med filmen vil kunne generere indtægter er i Kina, hvor Netflix jo ikke opererer og hvor der kun er de traditionelle indtægtskilder.

Den lader vi stå lidt.

Spådomme om fremtiden er altid vanskelige. Det er da muligt forbrugerne vil stille sig tilfredse med billige tv-film, reality- og gamehows.

For det er nemlig alt 79 kroner om måneden kan betale for. Et Netflix abonnement kan deles af fire personer og ved et forbrug af kun 5 film pr. måned, giver det en betaling pr. film på 3-4 kroner. Den betaling kan ikke sikre en dansk spillefilmsproduktion.

Forbrugernes tilfredshed med Netflix er nu ikke større end at 800.000 amerikanske kunder opsagde deres abonnement, efter en mindre prisstigning.

Nej, forbrugernes betalingsvillighed på nettet kan aldrig komme til at understøtte en spillefilmsproduktion.