Nordisk Film Biografer udvider med tre nye biografer i Danmark

DB - dfi nordisk-film (720x334)

Pressemeddelelse udsendt af Nordisk Film

Tre nye biografer med i alt 16 sale og over 2.000 sæder bliver en realitet, når Nordisk Film Biografer udvider biografkæden i Aalborg, Køge og Frederikssund.

Danskernes foretrukne underholdning uden for hjemmet hedder Biografen. Og med en udvidelse på tre topmoderne biografer forfølger Nordisk Film sin strategi om vækst og et væld af stærke filmoplevelser. I 2015 starter byggerier i Aalborg, Køge og Frederikssund:

”Der vil fortsat blive investeret i biografmarkedet, fordi vi er overbeviste om at biografer og filmoplevelser har en solid fremtid,” siger Lars Jørgensen, driftsdirektør for Nordisk Film Biografer.

Biografmarkedet i Danmark har siden årtusindskiftet haft det godt. Nordisk Film Biografer har nydt godt af en stabil vækst med enkelte udsving de sidste år.

Store forventninger

2014 bliver ikke noget rekordår, men i Nordisk Film er der store forventninger til 2015, som byder på stærke titler som Skammerens Datter, 9 april, Klovn 2, James Bond, Star Wars og Fifthy Shades of Grey.

”Der vil være et meget flot og bredt udvalg af både danske og udenlandske titler. Det kan blive det bedste biografår siden 80erne. Selvom overskuddet ved biografdrift er begrænset giver det trods alt mulighed for at investere i nye biografer og i en fremtid med underholdning i høj kvalitet,” siger administrerende direktør for Nordisk Film, Allan Hansen

I Aalborg bygges en 6 sals biograf i området ved Aalborg Storcenter City Syd, som i forvejen rummer Nordjyllands mest besøgte handelscentrum. I Køge etableres i samarbejde med Køge Kyst og Laila Christensen, Køge Bio, en ny stor 6-sals biograf. I Frederikssund etableres der en 4 sals biograf i Sillebroen Shopping. Byggerierne forventes startet i 2015 og biograferne forventes åbnet i løbet af 2016.

100 års erfaring

I 2015 åbner Nordisk Film Biografer en 9 sals biograf i Fields i Ørestaden. 2012 åbnedes biograf i Næstved, i 2009 i Randers og i 2007 på Frederiksberg.

”Vi har arbejdet med biografer i over 100 år, og sætter en ære i at give vores gæster den allerbedste filmoplevelse. Uanset om man nyder et fortættet drama, spektakulær action, eller en af de mange populære familie film, er det oplevelsen i biografen og på lærredet, der er i højsædet hos os. Det fortjener gæsterne, og det fortjener filmene,” siger Lars Jørgensen.