Nordisk: “Vinduet” er ikke til debat

“Druk” blev den mest solgte film på streaming i starten af 2021 (Pressefoto – Nordisk Film Distribution)

Der synes ikke at være nogen ende på succesen for Thomas Vinterbergs film “Druk”. I løbet af 2020 gik mere end 800.000 i biografen og så filmen med Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang i hovedrollen.

Filmen er inde i slutspurten om at blive nomineret til en Oscar, og den spås gode muligheder for at gå hele vejen og vinde den prestigefulde pris for årets bedste ikke-amerikanske film.

Og siden biograferne igen lukkede i slutningen af december, har man kunnet købe “Druk” via udvalgte streaming-tjenester. Også her er der rekord, fortæller Nordisk Film.

Den er nemlig blevet købt mere end 60.000 gange siden premieren 18. december 2020.

I en artikel på mediet Kulturmonitor bliver direktøren for Nordisk Film Distribution, Frederik Honoré, opfølgende spurgt, hvad disse erfaringer betyder for distributørens syn på hold-back-vinduet.

“Det her kommer ikke til at forandre vores tilgang til, at film skal i biografen først og på home entertainment efterfølgende,” siger direktøren til Kulturmonitor.

Giver det heller ikke anledning til at revurderet holdback-vinduet på 122 dage?

“Overhovedet ikke. Det er klart, at der er røre omkring det, fordi amerikanerne begynder at lave de ting, som de gør, men det må de selv stå på mål for. Det er ikke noget, vi har fundet anledning til at diskutere.”

Honoré kalder corona-lukningen for “et bump på vejen” og forventer, at biograf- og filmbranchen i Danmark efter genåbning genoptager business as usual, understreger han i artiklen.