Ny for- og næstformand for FSB

DB - ABLACKFSB (720x325)

Foreningen af Store Provinsbiografer (FSB) har i dag haft Generalforsamling med valg af ny bestyrelse.

Efter et år som formand for FSB, valgte direktør Steen A. Rasmussen, Klovborg Kino, at træde tilbage som formand for FSB og lade yngre kræfter tage over.

Brancheforeningen Danske Biografer skal rette en stor tak til Steen for mangeårig indsats i foreningen.

Ny formand bliver den hidtidige næstformand, direktør Jesper Nielsen, Kulturbiografen Fryseboksen i Holbæk og som ny næstformand valgtes direktør Emil Mark Nørholm, Atlas Biograferne, Rødovre.

De to nyvalgte er samtidig FSB’s repræsentation i Brancheforeningen Danske Biografer.

Den nye formand for FSB, Jesper Nielsen, blev i 1998 direktør for Grand Bio i Holbæk, indtil den ved årsskiftet 2012/13 blev lukket for at gøre plads til byens nye 4-sals biograf, Kulturbiografen Frysehuset. Jesper Nielsen var dermed primus motor i en kæmpe stigning i besøgstallet, i byen som huser 26.961 indbyggere.

Næstformand Emil Mark Nørholm er en af Danmarks driftigste biograffolk, der allerede som 17-årige begyndte at arbejde i en biograf. Det blev både til Dagmar, København, Birkerød Bio og Baltoppen i Ballerup, inden han så at sige fik biograf under egne ben. Først overtog han i 2001 Humle Bio i Humlebæk, dernæst også Kosmorama i Frederiksværk, for endelig at kunne sætte kronen på værket: en multiplex, Atlas Biograferne i Rødovre. I 2009 blev Emil tildelt prisen ”Årets Biografperson” af Foreningen af Filmudlejere i Danmark og i 2010 modtog han ”Årets Kulturpris” af Fredensborg Kommune.

Til den øvrige bestyrelse blev direktør Per Matthiessen, Kinorama i Sønderborg og Kinorama i Aabenraa, genvalgt. Som suppleanter til bestyrelsen blev direktør Torben Jølnæs, Kosmorama i Haderslev og direktør Anette Nielsen, Kino Den Blå Engel i Kalundborg, valgt.