Ny luksusbio i Hjørring

Det tidligere Hjørring BioCenter har i mange måneder gennemgået en gennemgribende opgradering og en eksklusiv opdatering til anno 2019. Biografen genåbnede 14. august som MovieHouse Hjørring og luksus biografen tilbyder nu en ganske speciel oplevelse til sit publikum i alle aldre. Biografens fire sale er nu alle udstyret med store, moderne recliner luksussæder, der kan lægges ned, og desuden kan der hygges yderligere med bløde puder og tæpper. De nye 1. klassesæder fylder selvfølgelig væsentligt mere end de tidligere, så publikumskapaciteten er reduceret til 75% i forhold til den tidligere biograf, men til gengæld er der altså nu ca. 450 komfortable sæder i biografens 4 sale.

Der er desuden placeret små elegante borde og lamper ved hvert eneste sæde, så filmoplevelsen nu suppleres med øget kvalitet, komfort og luksuøs hygge stemning. Biografgæsterne kan selvfølgelig også nyde et let, lækkert måltid med tilhørende vine, udvalgte øl og luksuskaffe i caféen inden – eller efter – filmen. Biografen ejes af filmproducenten Michael Obel, der udover flere andre biografer også ejer MovieHouse, som åbnede for nylig ved havnefronten i Hellerup og er indrettet efter præcis det samme luksuskoncept.

Til trods for at totalrenoveringen har været bekostelig, tyder meget på, at investeringen vil vise sig at være rentabel. MovieHouse har efter genåbningen valgt at opjustere billetprisen med ca. 10% for voksne, mens priserne stadig vil være de som før for børn under 12 år, så hele familien stadig kan være med til at nyde de store filmoplevelser.

…Og når filmene så er slut, lukkes publikum i modsætning til tidligere ud gennem foyeren, så de har mulighed for at nyde en forfriskning og tale om filmen, inden de igen drager hjem til den virkelige verden.