ØGET BEREDSKAB I FORHOLD TIL COVID-19 (CORONA-VIRUS)

Danske Biografers direktør, Lars Werge, blev med kort varsel inviteret til orienteringsmøde i Kulturministeriet i dag (fredag d. 6. marts) kl. 14.

Mødet var en opfølgning fra ministeriet til det danske kulturliv i forlængelse af statsminister Mette Frederiksens pressemøde tidligere fredag vedrørende Covid-19 (Corona-virus).

Med fredagens møder blev det klart, at Danmark øger beredskabet overfor virus. Og Danske Biografer er, med godt 13 millioner gæster hvert år, et naturligt sted at iagttage øget opmærksomhed, hvorfor vi nedenfor angiver de anbefalinger, som Mette Frederiksen meget eksplicit sagde, at man fra regeringens side har en forventning om, at alle borgere i Danmark følger.

Kulturministeriets departementschef, Marie Hansen, redegjorde på mødet fredag eftermiddag overfor repræsentanter for en lang række kulturelle organisationer (Tivoli, Danmarks Idræts-Forbund, Danske Teatre m.m.m.) for forholdsreglerne.

Desuden henviste hun– og det gør Danske Biografer dermed også – til hjemmesiden www.coronasmitte.dk, hvor al tilgængelig information og opdateringer på virus-udviklingen er samlet.

Anbefalingerne deler sig i to, for henholdsvis arrangementer med mere end 1.000 deltagere, og arrangementer med færre end 1.000 deltagere.

Hvis man har et arrangement i kalenderen til afviklingen i marts måned, med mere end 1.000 deltagere, anbefaler regeringen og Kulturministeriet, at det udskydes eller aflyses.

Der er kun én sal i Danmark, der kan rumme mere end 1.000 biografgæster ad gangen, nemlig Imperial. Det betyder, at anbefalingerne for arrangementer med færre deltagere er de væsentligste at forholde sig til for Danske Biografers medlemmer.

De primære anbefalinger fra myndighederne er:

  • At opsætte informationsmateriale om, at man fraråder deltagelse af personer med symptomer på luftvejsinfektion
  • At sikre udstrakt tilgængelighed til håndsprit og vådservietter
  • At placere stole med større afstand end normalt (*)
  • At observere deltagerne – har én eller flere udtalt hoste og/eller nysen skal man overveje, om vedkommende bør være til stede i biografen

(*) I langt de fleste biografer er det vanskeligt at ændre stolenes placering. Men gennem øget opmærksomhed i f. m. billetsalg og -reservation kan den enkelte biograf forhåbentlig tage højde for denne del af anbefalingerne

Der er for Danske Biografer ingen tvivl om, at situationen er speciel, og at der pålægges den enkelte biograf og ledelsen for denne et særligt ansvar. Vi henviser til ovennævnte hjemmeside, og vi henviser til det telefonnummer (7020 0233), hvor man døgnet rundt kan få kontakt til myndighedernes hotline.

Medlemmerne kan naturligvis også altid kontakte Danske Biografers direktør (Lars Werge – 2986 6707) eller sekretariatet i kontortiden.