”Pråsprisen” til Karla von Bengtson

DB - ABLACKPRÅS - Kopi (720x321)

Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber hædrede lørdag den 21. april 2018 animationsinstruktøren Karla von Bengtson med ’Pråsprisen’. En pris, som foruden æren byder på en illustration udført af Mikkel Sommer og 10.000 kroner.

Karla Von Bengtson hædres for sine indsigtsfulde animationsfilm for de mindste. Hendes indblik i følelserne mellem børn og deres voksne virker næste som et røntgensyn – hun ser lige ind i hjertet på os.

Senest er Bengtson debuteret som spillefilminstruktør med ’NABOspionen’. Pigen AC flytter med sin familie til en ny by, hvor håbet hos moren muligvis er, at AC skal rette ind og blive mere som andre børn. Men AC (som nok har sit navn efter den britiske krimidronning Agatha Christie) er mere optaget af at opklare mysterier end af at passe ind. Filmen blev vel modtaget af en enig dansk presse.

Tidligere har Bengtson lavet den korte animationsfilm ’Tigre og tatoveringer’ om den forældreløse pige Maj og hendes onkel, tatovøren Sonny. Da Maj en dag tatoverer en bikertype med børnetegninger, stikker Maj og Sonny af. Deres flugt fører dem gennem en magisk skov og lader dem møde en cirkusfamilie – inklusive tiger. Maj ser sig nødsaget til at konfrontere Sonny med de sværeste følelser.

Debuten fra Den Danske Filmskole i 2004, ’Skyggen i Sara’ bar store løfter i sig, som fortsat bliver indfriet.

Fakta:
Det er den autodidakte og selvstændige illustrator Mikkel Sommer, der står bag årets Pråspris illustration.
Pråsprisen uddeles hvert år til en person eller flere personer, der har udført fortjenstfuldt arbejde med produktion og/eller formidling af billedmedier for børn og unge.
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber arbejder med formidling og produktion af billedmedier for børn og unge. På landsplan består DaBUF af 75 filmklubber med i alt ca. 55.000 medlemmer.

DB - ABLACKPRÅS (720x1019)