Producentforeningen: Ingen manipulation med tal

På dr.dk hævder journalist Lasse Marker torsdag den 11. september 2014, at Producentforeningen manipulerer med tallene, når vi i en pressemeddelelse fra 28. august 2014 skriver, at dansk film er truet af den dårlige økonomi. Det gør vi ikke. Producentforeningens filmpolitiske udmeldinger bygger på officielle og veldokumenterede data

Baggrunden for Producentforeningens filmpolitik er en alvorlig bekymring for dansk films økonomi, som er dokumenteret i den undersøgelse, som Deloitte udarbejdede i november 2013 for Det Danske Filminstitut og Producentforeningen. Deloitte har her opgjort indtægtstabet i dansk film. I kroner og ører er der tale om et gennemsnitligt fald i nettoindtægterne på 2.4 mio. kr. pr film i perioden 2004-11.

Dansk film mangler altså minimum 60 mio. kr. med volumen på 25 film årligt for at nå det indtægtsniveau fra 2004, hvor både markedsfilm og konsulentfilm havde break even – dvs. at producenterne ikke sætter penge til, hver gang en film skal produceres, hvilket er tilfældet i dag. Dertil kommer, at Producentforeningen mener, at der skal støttes flere film, hvilket vil kræve yderligere finansiering, og derfor er det vores vurdering, at der samlet set mangler 80 mio. kr.

Det fremgår i øvrigt tydeligt af Deloitte-rapporten, at der har været et markant fald i producentens indtægter fra det såkaldte video-vindue, og vi beklager, at vi i vores pressemeddelelse har skrevet “dvd-salget” i stedet for ”video-vinduet”.

I artiklen på DR.dk lægges stor vægt på, at dvd-salget af danske spillefilm har holdt et stabilt niveau. Men indtægter fra dvd-vinduet omfatter både salg og leje af dvd’er. Og kigger man på totalbilledet, både leje- og salgs-markedet, er der ingen tvivl om, at de indtægter, som er tilbage til producenterne, er stærkt nedadgående.  Dette har DFI præciseret her.

Lasse Marker anfægter, at 25 danske film om året skulle være normalniveauet, idet de tidligere to filmaftaler indeholder krav om 80-100 film – og altså ikke 100 film. Faktum er, at der i de to forligsperioder (2003-06 og 2007-10) i praksis har været henholdsvis 24,75 og 25,25 filmpremierer gennemsnitligt per år. I den indeværende forligsperiode (2011-14) har der hidtil været premiere på 21,67 film per år med 2013 som et lavpunkt med 19 premierer. Antallet af filmpremierer og antal støttede film fremgår i øvrigt af Facts & Figures, som Det Danske Filminstutut udgiver en gang om året.

Filmstøtten er rigtigt nok let stigende, men som DFI skriver: “Mens den del af filmstøtten, der forvaltes af DFI, er inflationssikret med samme takst som statens øvrige regulering, har DR og TV 2’s engagement ikke været prisreguleret. Det betyder, at den samlede værdi af det offentlige engagement reelt er faldet 13 mio. kr. fra perioden 2007-2010 til 2011-14.”

Desuden kritiseres påstanden om en svækket spillefilmsøkonomi, og Producentforeningen kritiseres for at anvende gamle tal.

Producenternes nettoindtægter på spillefilm er faldet med 50% siden 2004, som Deloitte-rapporten konkluderer. Faldet er 60% på konsulentordningsfilm og 40% på markedsordningsfilm.

“Danske indholdsproducenter i tal 2012”, som Lasse Marker, refererer til, kortlægger en omsætningsvækst i de selskaber, som producerer spillefilm, dokumentarfilm og tv-drama, og populationen er altså ikke isoleret til spillefilmsproducerende selskaber.

Omsætning er ikke det samme som indtægter. Og indtægter i én gruppe af selskaber er bestemt ikke det samme som omsætning i et andet og større udvalg af selskaber. Derfor er det også sagen uvedkommende, at disse omsætningstal er ét år nyere end tallene anvendt i Deloitte-rapporten af, men for en god ordens skyld er baggrunden, at virksomheders regnskabstal kan indhentes hurtigere end filmenes indtægtstal, da en film først er “spillet færdig” efter flere år på netop dvd, vod og tv-markedet.

Havde Lasse Marker læst videre i de eksisterende rapporter, ville han kunne læse, at 78% af filmproducenterne har afledte og andre forretningsområder udover selve produktionen af film.  Knap halvdelen af disse ville ikke have en levedygtig forretning uden disse afledte forretningsområder.  Filmproducenterne har altså for længst indset, at produktion af spillefilm er en dårlig forretning, og at de derfor må supplere forretningen med andre, mere indbringende, erhverv. Derfor kan selskaberne i princippet godt have overskud, selvom filmene giver underskud.

Lasse Marker har tilsyneladende ringet til to producenter for at få adgang til regnskaber. Ønsker Lasse Marker at kigge nærmere på producenternes regnskaber, kan han downloade de offentligt tilgængelige regnskaber på CVR-registrets hjemmeside. Reglerne for regnskab og revision gælder selvfølgelig filmproducenter som alle andre.

Og nej, streaming-indtægter er ikke fremlagt af den simple årsag, at VoD-operatørerne holder dem tæt til kroppen. Men lad der ikke være tvivl, når indtægtsopgørelserne på DFI viser et fald i indtægterne, så er alle indtægter – eller mangel på samme – medregnet.

Producentforeningen forsøger ikke at ”skabe en fortælling”, som ikke er sand eller at manipulere med tallene. Vi fortæller om en filmbranche, der har oplevet et massivt indtægtstab hen over de seneste 10 år. De enkelte producenter har justeret deres forretningsmodeller og supplerer filmproduktionen med andre forretningsområder. Men det er afgørende for at vi fortsat kan producere danske film, at økonomien i den enkelte film er sund og robust. Det er svært at se den journalistiske objektivitet i Lasse Markers kommentar og svært at se den som andet end et forsøg på at miskreditere en hel branche.