Publikum er klar til biograferne

De tomme biografsæder over hele landet venter blot på publikum – der ifølge ny undersøgelse i dén grad er klar til igen at gå i biografen

Biografsalene er uopvarmede. Der er slukket for strømmen til sodavandsmaskiner og billetsalg, og det er et uvant og stillestående mørke, der har sænket sig over de danske biografer.

Det skyldes corona-pandemien. Men heldigvis er tilliden til, at biograferne kan håndtere at modtage publikum igen, meget høj.

Det viser en ny undersøgelse, som analysebureauet YouGov har foretaget i samarbejde med – og på opdrag af – Det Danske Filminstitut (DFI).

De danske film stod i det besynderlige biografår 2020 for cirka 50 % af billetsalget, med “Druk” som det helt store tilløbsstykke.

DFI’s oversigt over de danske films salg af billetter i biograferne i 2020 (Kilde: DFI)

Analysen peger i retning af, at 89 % af de adspurgte vil gå lige så meget eller mere i biografen i 2021, som de gjorde i 2020.

Gennem hele efteråret 2020 blev de løbende målinger foretaget, og her viste de adspurgte meget høj tillid til, at biograferne på ansvarlig vis kunne håndtere de restriktioner og retningslinjer, som corona-pandemien udstak.

DFI opregner 10 såkaldte indsigter fra analysen:

  1. På trods af corona var 3 mio. danskere i biografen i 2020.
  2. Publikum forventer at gå mere i biografen i 2021.
  3. Publikum vil ikke afvente vaccinen, før de går i biografen igen.
  4. Det ældre publikum får flere og flere streamingtjenester til rådighed.
  5. De danske tv-kanalers streamingtilbud er i klar og fortsat vækst.
  6. 20 % har allerede adgang til Disney+.
  7. Biografen forbindes fortsat med størst kvalitet i udbuddet af film.
  8. Biografen giver en merværdi til filmoplevelsen.
  9. Dansk film har opbakning hos langt størstedelen af danskerne, der finder danske film både appellerende og vigtige at producere.
  10. Danske film skal kunne underholde, sætte tanker i gang, være troværdige og et alternativ til det globale udbud, og ikke mindst være engagerende.

Samlet set tegner undersøgelsen et billede af, at når biograferne får lov til at genåbne, vil publikum komme tilbage – med udsigt til gode film, og i forvisning om, at det er trygt at gå i biografen.

DFI