Publikum stormløber klodens biografer

Ovenstående et lille udsnit af de mange overskrifter om biograferne i 2018, som har prydet internationale medier de seneste uger. 

Forudsigelser om biografernes snarlige død viste sig altså at være vildt overdrevne. 

De engelske og amerikanske biografer kom brølende tilbage i 2018, da blockbusters som “Black Panther”, “Avengers: Infinity War” og “Jurassic World: Fallen Kingdom” bragte billetsalget til rekordhøjder.

De amerikanske biografer slog omsætningsrekord med $11,8 milliarder og tilskuerantallet steg med 10 procent. De engelske biografer slog ligeledes rekord og skal helt tilbage til 1971 for at se lignende opbakning til underholdning på det store lærred.

Danske biografer vil komme ud af 2018 med en pæn stigning i publikumstallet.

Hævet over enhver tvivl vil biografernes globale omsætning ligeledes sætte ny rekord.

De amerikanske studier og biograferne slutter dette år med stor optimisme, efter at være afskrevet i 2017 som værende antikvariske og hurtigt ville blive slået ihjel af streamingtjenester.  

Så hvorfor er biografgængerne vendt tilbage i så stort antal de sidste 12 måneder? 

“Det handler alt sammen om indhold,” fastslår Jeff Goldstein, leder af Warner Bros.’ distribution. ”Der var film folk ville se.”  

De amerikanske studier tilbød da også langt større diversitet end sædvanligt. Film som ”Crazy Rich Asians”, ”Black Panther” og ”Oceans 8”, tillod asiater, sorte og kvinder at stå for underholdningen. Studiernes lykkes simpelthen med at samme tidsånden.  

“Publikum bliver mere involveret, når de ser mennesker som dem selv på det store lærred,” forklarer Cathleen Taff, Disneys distributionschef.

 Og studierne var i stand til at sprede filmen over hele året, ikke kun satse på ’sikre’ premieretidspunkter som sommer eller ferier. Mange film blev i 2018 udsendt på tidspunkter, som tidligere blev betragtet som døde perioder.

“Vi havde hver måned film, som overgik vore forventninger,” udtaler Phil Contrino, direktør for medier og forskning i National Association of Theatre Owners i USA.  “Derfor fik vi et rekordår.”

I februar havde året største succes i USA, “Black Panther”, premiere. Mens ”Venom”, ”A Star is Born” og ”Halloween” skabte køer foran biografer, og gjorde oktober til en rekordmåned. Langt væk fra de blockbusters, som udsendes om sommeren eller i ferieperioder, var en række film i stand til at bryde ud og blive store succeser.

I den hjemlige andedam kan vi glæde os over, at de tre største succeser i 2018, alle er danske. ”Journal 64”, ”Så længe jeg lever” og ”Lykke-Per” beviste endnu engang at når danskerne stiller sig i kø foran biograferne, så er det for at indløse billet til store, hundedyre danske film, ikke billige lavbudgetfilm. Dette blev også understreget ved årets udgang, hvor både ”Den tid på året” og ”Ternet Ninja” fremprovokerede stormløb på danske biografer.