Rekord for filmåret 2019 i sigte i USA, men…

(Foto fra ”Star Wars: The Rise of Skywalker”, rekorden i USA i 2019 afhænger af denne film.)

Verdens største biografkæde, AMC Entertainment, forudser at en indtjeningsrekord i 2019 i USA er mulig, men at det hele afhænger af ”Star Wars: The Rise of Skywalker”. Men det bliver lige i målet og branchen bliver nødt til at holde sig vågne den 31. december, for at opleve rekorden blive slået og indtjeningen i USA nå over $12 milliarder.

Det var en optimistisk Craig Ramsey, CFO for AMC Entertainment Holdings, som forudser at omsætningen i de amerikanske biografer endnu engang vil slå rekord i 2019, men at det afhænger af i hvilken grad fans over hele galaksen vil omfavne ”Star Wars: The Rise of Skywalker” mellem jul og nytårsaften.

Ramsey, der optrådte på Credit Suisse årlige kommunikationskonference, fremhævede den fortsatte styrke og “modstandskraft” i biografbranchen, og mener biograferne i USA vil slå den rekord som blev sat i 2018, hvor de amerikanske biografer omsatte $11,9 milliarder.

Chefen for AMC pegede på Marvel Studios’ ”Avengers: Endgame”, som har slået næsten alle rekorder, ”Løvernes konge”, ”Toy Story 4”, ”It: Chapter 2”, ”Frozen 2” og ”Star Wars: The Rise of Skywalker”, som film der vil dominere de amerikanske multiplexer i 2019.

Ramsey forudså, at kulminationen på J.J. Abrams ”Star Wars”-trilogi efter al sandsynlighed kommer til at bestemme om de amerikanske biografer vil slå rekorden to år i træk. “Så man bliver sandsynligvis nødt til at holde sig vågen den 31. december, ikke kun at glæde sig over det nye år, men også for at opleve rekorden blive slået,” fastslog Ramsey.

Pt. er de amerikanske biografers omsætning 8 procent bagud i forhold til 2018 (I modsætning til Danmark som er 10 procent foran, hvilket roligt kan give forhøjet optimisme herhjemme). Men Ramsey tilføjede, at mankoen hurtigt ville blive indhentet, takket være ”Avengers: Endgame”.

Ramsey forklarede også, at succes avler succes, jo flere mennesker som besøger biograferne, desto flere ser trailere på kommende film. ”Den bedste reklame for film, er de trailere publikum ser i biograferne. Mange vælger den næste film med udgangspunkt i en trailer de lige har set.” afsluttede Ramsey.