Sådan fungerer Hollywood-studiernes aflønningssystem af filmstjernerne

Fra tid til anden sættes der i diverse artikler og kommentarfelter spørgsmålstegn ved Hollywood-stjernernes – somme tider – uhyrlige gage for at medvirke i en film. Senest i forbindelse med premieren på ”Avengers: Endgame”, hvor der så sandelig ikke er blevet sparet på skuespillerhonorarerne. 

Nedenstående en beskrivelse af Hollywoods aflønningssystem til filmstjernerne i et historisk perspektiv, frem til vore dage, iflg. Margret Heidenry, Vanity Fair. 

Hollywoods Time’s Up-bevægelse – en interessegruppe, der støtter ligestilling på arbejdspladsen – eksisterede ikke den 22. februar 2015, da Patricia Arquette gik på scenen for at hente sin Oscar for birollen i ”Boyhood”. “Det er nu tid til ligeløn for alle!” sagde Arquette i hendes takketale, som blev mødt af hallelujah-lignende “Jaaaa!”, fra blandt andre den ligeledes Oscar-nominerende Meryl Streep. Alligevel dukker der fra tid til anden historier op, om næsten ubegribelige lønforskelle: Mark Wahlberg tjente $1,5 millioner overfor Michelle Williams mindre end $1.000, for ti dages ”re-shoots” af instruktøren Ridley Scotts ”All the Money in the World”.

Midt i #MeToo-tidsånden er det sådanne historier, som kan sætte gnist til en tønde dynamit. Wahlberg, der sandsynligvis ikke anede noget om Williams’ aflønning før kontroversen brød ud, endte med at donere sin løn til Time’s Up.

Manglende fra diskussionen var imidlertid en simpel kendsgerning: Skuespillerens vederlag er ikke alene forankret i køn, men derimod i et ”point-system”, dvs. hvordan en stjernes løn beregnes. Og ofte er antallet af points udgangspunktet på forhandlingerne som afgør, hvor meget en skuespiller skal have for at medvirke i en given film. 

I Hollywood-jargon bestemmer en skuespillers antal points, basismængde af nuller, der skal sættes bag et tal for at få fat i en skuespiller, som har solgt flere billetter end gennemsnittet. (Almindelige filmarbejdere som for eksempel make-up artister og stuntmen, modtager en løn baseret på arbejdsmarkedsoverenskomster. Sådan er det ikke for succesfulde filmstjerner.)

I en e-mail, der blev lækket under ”Sony Leaks”, spekulerede Hannah Minghella, co-præsident for filmproduktion hos Sony, over hvad filmstudiet skulle tilbyde Mark Wahlberg for at medvirke i den endnu ikke indspillede film ”Uncharted”. “Mark blev betalt 17M på ”Transformers”, men før ”Transformers” var hans højeste antal points 12M (som vi da også betalte ham for at medvirke i ”The Other Guys”),” videre fremgår det af e-mailen: “Vi tror 12M er det rigtige tal.” ”M” står naturligvis for millioner. 

Men blockbusters, med et produktionsbudget på $210 millioner, som ”Transformers: Age of Extinction”, er en afvigelse fra reglerne, baseret på simpel matematik: ”Transformers: Age of Extinction” indbragte over $1 milliard globalt, mens ”The Other Guys” indtjente $170 mio. Derfor blev Wahlberg tilbudt sit tidligere højeste antal points på $12 millioner.  

Michelle Williams – som favoriserer billige art-film og endnu ikke har medvirket i en dyr franchise – har efter al sandsynlighed et antal points, som ligger langt under Wahlbergs, trods hendes gode ry og fire Oscar-nomineringer. Prestige og filmpriser veksles ikke nødvendigvis med mammon.

Altså: En skuespillers honorar bestemmes af det niveau han/hun har fået for seneste film, afhængig af om der er tale om en dyr franchise eller en billig artfilm.

Ligegyldigt hvor højt et antal points en skuespiller har, vil hans eller hendes agent altid forsøge at jage antallet af points op. “Agenter taler antallet af points op og kæmper for hver et point,” forklarer en veteran Hollywood-producent. ”Det er på den måde agenter, der skummer 10 procent af skuespillernes honorarer, tjener flere penge til sig selv.” 

Skuespillere i filmens barndom blev elendigt betalt. Gennem Hollywoods såkaldte guldalder, dvs. fra 1920’erne til begyndelsen af 1960’erne, havde hvert filmstudie opdyrket det forhadte ”studiesystem”. Et system til pleje og udnyttelse af skuespillerne, med langsigtede kontrakter på basisløn. Hollywood-mogulerne beskrev skuespillerne som ”ejendomme”, så der var ingen tvivl om hvor magtbalancen lå.

Marilyn Monroe, som var under kontrakt med 20th Century Fox, fik angiveligt $18.000 – hendes kontrakt tilskrev hende $1.500 om ugen – for at medvirke i ”Gentlemen foretrækker blondiner” fra 1953. Jane Russell, hvis navn stod øverst på filmens plakat sammen med Monroes, fik $100.000. Russell arbejdede nemlig freelance og var ikke under kontrakt med filmstudiet. 

I slutningen af 1950’erne faldt studiesystemet fra hinanden, et vakuum som straks blev udnyttet af agenter. Lew Wasserman, formand for det den gang allestedsnærværende M.C.A. talentagentur, arbejdede hårdt for at redefinere hvad skuespillerne skulle have for deres arbejde. 

I 1959 var den fremadstormende Paul Newman under filmstudiernes pisk og måtte finde sig i en løn på $17.500. Det provokerede i væsentlig grad skuespilleren, at filmstudiet lånte ham ud til andre studier for $75.000. 

Wasserman, Newmans agent, opfordrede ham til at købe sig fri af sin kontrakt for $500.000 og dermed opnå både kreativ og økonomisk frihed – en strategi der lykkedes. Wasserman hjalp Newman til at blive honoreret med $200.000 alene for sin medvirken i ”Exodus”. Snart undslap alle skuespillerne filmstudiernes jerngreb og skuespillerne var ikke længere ”ejendom”, men derimod “talent”. 

Men Hollywood har aldrig været kendt for at efterlade penge på bordet, så selvom studiesystemets aflønninger forsvandt med tv’s succes, har Hollywood-mogulerne beholdt en vis kontrol.  

Rivaliserende studier er notorisk konkurrencedygtige, men hver eneste af studierne har en halvskjult afdeling, der hurtigt kan får fat i modparterne. “Det er som regel advokater, der er eksperter i forståelse af hvorhen pengene går,” forklarer en producent. Jobbet omfatter også fastlæggelse af den samlede løn, en skuespiller har tjent for hans eller hendes sidste rolle. Tal, som studierne gladelig deler med hinanden.  

Filmstudiernes ”pointsystem” kan anses som beslægtet med prisfastsættelse. Motivet for samarbejdet, uanset om det er over bordet eller ej, kan også karakteriseres som jobsikkerhed: En studieboss kan ikke blive fyret for at betale en skuespiller, hvad et andet studie tidligere har betalt. De kan dog blive fyret for at give skuespillere en for høj lønstigning, hvis filmen ender som et flop. (Dette skete i 1995, da den tidligere Sony Pictures-boss, Mark Canton, gav Jim Carrey en stigning på 13 millioner dollars for floppet ”The Cable Guy”.)  

Men der er en anden måde at øge mængden af penge på en skuespillers bankkonto. Når det pengemæssige resultat af pointsystemet ikke tilfredsstiller hverken skuespiller eller agent, kan forhandlingen ende med en procentdel af en films “overskud”. Den Hellige Gral er “bruttopoints”, et af Wasserman hjertebørn, der gav James Stewart en meget høj gage i 1950, da han blev den første skuespiller, som høstede 4 procent af bruttoresultatet fra filmen ”Winchester ’73”. Bruttopoint er dog stort set forsvundet i dag. Nu kan skuespillerne i stedet tilkæmpe sig en andel af “poolen”, som er en bundet mængde penge inden premieren, der er underlagt kreativ Hollywood-regnskabsførelse.

Men de allerstørste stjerner hæver sig over både pointsystem og andel af ”pool”.  

En anden lækket e-mail fra Sony omhandler forhandlingerne med Will Smith for hans medvirken i filmen ”Concussion” fra 2016. Sonys samlende tilbud til skuespilleren var $15 millioner og yderligere $5 millioner i bonusser, som var knyttet til indtjeningsmål. Ja, og så var der hans $2 millioner i ”frynsegoder.” 

“Frynsegoder er alt fra assistenter til fire-stjernede hotelværelser – som agenten kan købslå om”, forklarer en producent. Men hvis en skuespiller ikke får disse frynsegoder, kan adgang til et privat jetfly tilføje yderlige $200.000 til deres antal af points, kendt i branchens jargon som at få ”ridser i lakken”. Disse yderligere seks ciffrede tal tilføjes derefter pointsystemet, som bliver stjernens pejlemærke for efterfølgende filmprojekter.

På trods af de svimlende udbetalinger, som kan blive resultatet, er det økonomiske incitament til at belønne en filmstjerne via points, pool og frynsegoder krystalklart: At sikre sig en bestemt filmstjerne, er en måde at garantere stort billetsalg i filmens åbningsweekend. En periode hvor mange film indtjener op mod halvdelen af deres endelige total. 

Men hvad der går op, går en gang imellem også ned, alt efter filmprojektets beskaffenhed. Wahlbergs points er sandsynligvis nu oppe på $15 millioner, som han modtog på ”Patriot’s Day” – men hans faste løn på ”All the Money in the World” var beskedne $3,5 millioner, formodentlig fordi han ønskede at arbejde sammen med Ridley Scott på et projekt, som måske kunne vinde filmpriser. 

Hvad angår ”pointsystemet”, er tiden dog også ved at løbe fra det. Den 1. januar 2018 trådte en lov i Californien i kraft, der forbyder arbejdsgivere at spørge om tidligere lønninger – en indsats for at lukke den ulige løn mellem kønnene. Det kan måske vise sig at være den ultimative fordel for Hollywoods skuespillerinder, som ikke længere vil være bundet af tidligere aflønning. Eller mandlige skuespillere der kan få højere aflønning i lighedens navn.  

I sidste ende vil følgende faktorer dog spille ind, når aflønningen af skuespillere – uanset køn – skal forhandles: Størrelsen på filmens budget og skuespillerens værdi for produktionen. Underforstået: Hvor stor en indtægt til filmselskabet, agenten kan overbevise filmstudiet om, skuespillerens navn er i stand til at indbringe.

Nedenstående verdens 15 højest betalte filmroller. For en overvejende del af honorarerne er der dog tale om, at de er blevet tilvejebragt gennem andel af filmens indtægter i biograferne.