Stol trygt på Løgstør Bio

Under corona-nedlukningen benyttede de frivillige bag Løgstør Bio sig af muligheden og fik installeret nye stole i biografens sal 2 (Foto – Løgstør Bio)

Intet er så skidt, at det ikke kan udnyttes til noget godt. Ud fra den devise valgte de frivillige bag Løgstør Bio i forsommeren at etablere ny opsætning i biografens sal 2.

“Da biografen flyttede til Lanternen i 2018, blev der valgt luksusstole i sal 1, men i sal 2 blev stolene fra den gamle biograf renoveret og genbrugt. Det viste sig, at luksusstolene var så populære, at publikum følte sig lidt snydt, når de skulle se film i sal 2. Derfor blev det besluttet at skifte stolene i sal 2 til samme model,” fortæller formand Mona Jensen.

Dermed er Løgstør Bio “på omgangshøjde” i begge sale i det relativt ny biografkompleks i kultur- og idrætscenteret Lanternen.

Salen har nu 36 topmoderne stole installeret, og der blev åbnet for gæster i de renoverede omgivelser i begyndelsen af oktober, lige før efterårsferien.