“Store Bjørn” genåbner i Ebeltoft

Pressebillede fra “Vores mand i Amerika” (Fotograf: Nelly Kiss / © 2020 Nimbus Film)

I dag, torsdag d. 10. september, genåbner biografen “Store Bjørn” i Ebeltoft. Det sker med lokal premiere på “Vores mand i Amerika” – og dermed er alle danske biografer i gang igen efter corona-nedlukningen i foråret.

“Store Bjørn” er en del af European Film College – den europæiske filmhøjskole – som hvert år har elever fra det meste af verden. Højskolen åbnede dørene i udkanten af den lille by i Syddjurs kommune i 1993, og en lang række af store navne har været elever på EFC.

Blandt andet har instruktøren bag “Vores mand i Amerika”, Christina Rosendahl, gået på højskolen.

Biografen “Store Bjørn” fungerer som offentlig biograf torsdag-søndag i sæsonen, mens den og “Lille Bjørn” i det daglige naturligvis også har en direkte funktion for undervisningen på filmhøjskolen.