Store danske film på vej

Foto: Instruktør Christoffer Boe og skuespillerne Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. Credit: Nordisk Film

Hvis man tager et kig på Det Danske Filminstituts oversigt over støttetildelinger, kan man være forvisset om, at der er en lang række store og spændende danske film i vente de kommende år.

RETFÆRDIGHEDENS RYTTERE

Blandt andet er et nyt projekt af Anders Thomas Jensen på vej. Jensen har tidligere stået bag succeser som ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’, ’Adams æbler’ og ’Mænd og høns’. Han har desuden skrevet et hav af manuskripter, blandt andet til aktuelle ’Ser du månen, Daniel’, der har solgt over 460.000 biografbilletter herhjemme.

Den kommende film har fået 13,8 millioner kroner i støtte og produceres af Zentropa Entertainments3. Der foreligger dog endnu intet om filmens handling og medvirkende skuespillere.

Den forventede premieredato hedder pt. 25. december 2020.

SMAGEN AF SULT

En anden film, der har væsentlige støttekroner i ryggen, er Christoffer Boes kærlighedsdrama SMAGEN AF SULT, som DFI har støttet med godt 13 mio. kroner. Manuskriptet har Boe skrevet i samarbejde med Tobias Lindholm.

Ifølge pressemeddelelsen fra Nordisk Film, handler ’Smagen af sult’ om ægteparret Maggi og Carsten (spillet af Katrine Greis-Rosenthal og Nikolai Coster-Waldau), der driver stjernerestauranten PURI og drømmer om en Michelin-stjerne. Han er stjernekok, hun er antropolog med speciale i måltider. De har to dejlige børn, men i jagten på den ultimative anerkendelse begynder forholdet langsomt at krakelere.

Filmen har forventet premiere den 21. januar 2021.

MARGRETHE DEN FØRSTE

’Margrethe den første’ har modtaget over 21 millioner kroner i støtte gennem konsulentordningen. Filmen skal instrueres af Charlotte Sieling, der foruden sit virke som skuespiller tidligere har instrueret ’Mesteren’ og ’Over gaden, under vandet’, foruden afsnit af ’Rejseholdet’, ’Krøniken’, ’Broen’ og ’Forbrydelsen’.

Filmen, der må formodes at blive et storstilet historisk drama, skal handle om Margrethe 1., der blev født i 1353 og etablerede Kalmarunionen, som skabte fred mellem Danmark, Norge og Sverige.

”Margrethe den 1. var en fantastisk kvinde, der samlede Danmark, Sverige og Norge, men det gik op for os, at ingen snakker om den her kvinde. Hun skabte fred i Skandinavien, efter vi havde været i krig i mange år, men i historiebøgerne står der kun en smule,” udtalte instruktøren tidligere i år på Cannes Film Festival, hvor SF Studios for første gang kunne løfte sløret for filmens titel.

Filmen har forventet premiere den 4. februar 2021.

TERNET NINJA 2

For fans af Anders ”Anden” Matthesens krøllede humor er der også godt nyt. DFI har nemlig støttet en efterfølger til ’Ternet Ninja’ med otte millioner kroner.

’Ternet Ninja’ blev henover julen sidste år et enormt publikumshit og endte med at sælge imponerende 946.502 biografbilletter. Det er derfor ikke så underligt at efterfølgeren er støttet gennem Markedsordningen, der primært støtter filmideer med et stort publikumspotentiale.

’Ternet Ninja 2’ har forventet premiere den 7. oktober 2021.

Andre store danske film på vej inkluderer den kommende Afdeling Q-filmatisering ’Marco Effekten’, der er instrueret af Martin Zandvliet og støttet af DFI med 13,5 mio. kroner. Filmen er produceret af Nordisk Film Productions og har forventet premiere 1. oktober 2020,

Søren Kragh-Jacobsens ’Lille sommerfugl’ er støttet med lidt over 10 mio. kroner og har premieredato 5. november 2020.

Og sidst men ikke mindst kommer Joshua Oppenheimer med en længeventet opfølger til de to prisvindende dokumentarfilm ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’ fra 2012 og 2014. Hans kommende ’The End’, som samtidig markerer et skift til spillefilm-genren, er støttet med knap 13 mio. kroner gennem konsulentordningen til spillefilm. Filmen har endnu ikke en premieredato.

Du kan læse mere om de forskellige støttetildelinger til danske film på DFI’s hjemmeside her