Teleindustrien lader hånt om forbrugerne

DB - BLACKbWILLER (720x347)

I et indlæg skrevet af Teleindustriens direktør Jakob Willer, bliver der gået i rette med den måde filmindustrien håndterer den digitale udvikling. Beklageligvis afslører indlægget at Teleindustriens argumenter alene hviler på lægmands betragtninger. Man kunne nok forvente et noget højere niveau for en professional interesseorganisation, men på den anden side kan man ikke stille forventninger, som rækker ud over evnerne.

Indlægget er skrevet efter et møde filmbranchen har haft med Kulturminister Bertel Haarder og forligskredsen bag Filmaftale 2015-2018.

Jakob Willers indlæg kan læses her: http://www.teleindu.dk/filmbranchens-graedekoner-mk/

Først og fremmest er det tydeligt teleindustrien er ude af stand til at forstå filmbranchens udfordring og alene – i ufattelig kortsigtet tænkning – blot vil have større omsætning til sig selv. Om det hjælper filmbranchen til generelt større indtægter og fremadrettet kan sikre forbrugerne den kvalitetsunderholdning de er vant til, er slet ikke i teleindustriens begrebsverden. Det kan undre, når man påtænker hvilke indflydelse filmbranchen har på teleindustriens omsætning og markedsføring over for deres kunder.

Næh, det handler ene og alene om at teleindustrien vil rage til sig og efterlade filmbranchen i en rygende ruinhob, mens teleindustrien går på jagt efter en ny branche de kan malke.

At teleindustriens repræsentant ikke har den nødvendige indsigt til at forstå en problematik, fremgår med al tydelighed når Jakob Willer forsøger på at latterliggøre en filmproducents fuldt forståeligt bekymring over at han, pga. piratkopiering, ikke længere kan sælge 100.000 dvd’ere, fordi folk nu blot henter den gratis på nettet. Det bliver af Jakob Willer blot affærdiget med at filmproducenten ikke har fundet ud af folk nu foretrækker at have adgang til filmene digitalt.

Helt overser Jakob Willer at filmen netop er tilgængelig digitalt, og at pirateri først optræder når filmene netop er fuldt tilgængelige på nettet. Danske film oplever ikke pirateri, så længe de vises i biograferne. Det er først når folk netop har legal adgang til filmene digitalt på nettet, pirateriet opstår. Indtjeningen på nettet er derfor ikke i stand til at kompenserer for de 100.000 dvd’ere producenten tidligere kunne sælge, for at få balance i sin økonomi.

Det er faktisk hovedkernen i problematikken. Willer forstår øjensynligt ikke at filmbranchen ikke kan overleve med en omsætningsnedgang på 66 procent, som musikbranchen oplevede, da de fulgte Willers råd. Det til trods for, at en film er million-fold dyrere at producere end en sang. Jakob Willer har øjensynligt heller ikke læst de elleve årsager til hvorfor film- og musikindustri ikke tåler sammenligning: http://danske-biografer.dk/11-grunde-til-musik-og-filmbranche-ikke-kan-sammenlignes/

Når teleindustrien ikke forstår denne fundamentale forskel – ja, så er der ligesom lang vej til at teleindustrien kan blive en troværdig, seriøs partner i løsningen af problematikken.

At teleindustrien deler filminstruktørenes frustrationen over udviklingen, giver måske en forklaring på Willers udfald. Filminstruktørerne har jo ikke den fjerneste idé om filmbranchens økonomi. Forståelse af økonomi ligger nemlig slet ikke i generne hos skabende kunstnere – og det må man udvise en vis overbærenhed over for – men man burde dog have en forhåbning om at teleindustrien hævede sig en smule over skabende kunstneres manglende fornemmelse af økonomi.

At teleindustrien ikke engang ulejliger sig med at følge udviklingen, bliver anskueliggjort, når Jakob Willer skriver at der ingen grund er til at have 4 måneders eneret på filmene i biograferne. Teleindustrien efterlyser at danske film kan komme hurtigere ud til forbrugerne.

Komplet ignorere Willer filmindustrien allerede har imødekommet dette ønske.

Biografernes eneret har aldrig været kortere og de har aldrig tidligere betalt så meget for filmene. Både ”Fasandræberne”, ”Kapgang”, ”Spies & Glistrup” og senest ”Sommeren ’92” er kommet på de digitale medier allerede efter tre måneder. Ja, “Det andet liv” kom endda allerede efter 36 dage. Har det hjulpet teleindustrien? Ja. Har det hjulpet filmbranchens samlede økonomi? Ikke en døjt, tværtimod. Man har blot flyttet højtbetalende forbrugere i biograferne til lavtbetalende på nettet.

Pirateriet opstår jo netop når filmene kommer på nettet og lægger dermed en dæmper på prissætningen samme sted. Man kan aldrig konkurrere med gratis og filmbranchens samlede økonomi bliver ikke fremmet af kortere vinduer.

Først dræbte teleindustrien videoforretningerne og næste mål for deres erobring er biograferne – dog ganske uden at kunne kompensere for indtægterne disse to sektorer repræsenterer.

Problemet er jo, at det kortere og kortere vindue har bidt toppen af filmens tilskuerantal i biograferne. Forbrugernes fornemmelse af vinduets længde er i væsentlig grad blevet forrykket og de venter i større og større udstrækning til de kan få billig eller illegal gratis adgang på internettet.

I nedenstående graf kan man iagttage topfilmens faldende tilskuerantal i perioden 1998-2014.

1akskksss (720x801)

At man i 2015 oplever biograferne have et rekordår, skyldes ene og alene en unik repertoiresammensætning af en lang række film som imødekommer publikums ønsker, men der er næppe en dansk filmproducent som har nået sine omsætningsmål i biograferne i 2015. Tilskuerantallet vil da også falde drastisk i 2016.

Med andre ord: en film som bliver set af 742 tilskuere i biograferne og blive hurtig udsendt på de digitale medier, betyder et fald i tilskuerantallet på de store succeser på 200.000 tilskuere. Og internettet kan slet ikke – som nævnt – kompensere for dette tab. En ond spiral er dermed igangsat. Det forekommer at den gængse opfattelse er, at et kortere vindue vil hjælpe filmbranchens samlede økonomi. Det gør det dog beviseligt ikke. Tænk på at vinduet er blevet kortere og kortere lige siden 1984, ganske uden det har hjulpet filmbranchens samlede økonomi, og alligevel bliver man ved med at skrue på dette håndtag.

Ingen tvivl om at teleindustrien i deres drømmeverden gerne ser alle danske film simultantudsendt i biograferne og på de digitale medier. Det har vi netop set et eksempel på: ”Beats of No Nation” blev udsendt simultant på Netflix og i de amerikanske biografer. Biograferne havde et indspilning pr. sal på mikroskopiske $1.677,- de første tre dage. Den slags indspilninger kan ingen biograf overleve på. Det skal da også noteres at Netflix hverken har produceret eller finansieret filmen, og dermed ikke har bidraget med noget som helst udover at indgå en distributionsaftale, i konkurrence med verdens øvrige distributører.

Jakob Willer påstår endvidere – paradoksalt nok – at der er betalingsvillighed blandt internettets brugere, og bruger samtidig Netflix 700.000 abonnenter som et eksempel på denne betalingsvillighed og anfører det ingen indflydelse har på biografernes indtægter.

Nej, det har ingen indflydelse på biografernes indtægter, netop fordi biograferne har en periode med eneret. Hvis biograferne ikke havde denne eneret, kan man blot tage et kig på ”Beasts of No Nation” og se hvor galt det vil gå.

Eneretten biograferne oppebærer, som i øvrigt også de digitale medier oppebærer inden visning på free-tv, er hele fundamentet for at der overhovedet kan sikres indtægter til produktion af film i dette land.

Willers fremhæver at stadigt ”færre og større titler, som sælger mange billetter i biograferne”. Ja, gad vide hvorfor. Mon ikke det hænger sammen med det kortere og kortere vindue? Filmbranchen mister dermed indtægter, som internettet slet ikke kan kompensere for.

Men lad os vende tilbage til betalingsvilligheden. Et Netflix-abonnement koster 89,- kroner om måneden. Dette abonnement kan deles af op til fem personer. Lad os – lavt sat – sige at disse fem personer ser fem film om måneden. Det giver en kontaktpris pr. film på 3,56 kroner. En tommelfingerregel fortæller at tjenester på internettet skal have 30 procent for ulejligheden. Så er ved nede på 2,50 kroner som går videre til dækning af produktionen af filmen.

Hvis denne indtægt skulle erstatte de indtægter som biograferne bidrager med til dansk film, på f.eks. ”Klovn Forever”, ville det betyde at 10 millioner danskere skulle se filmen på Netflix. Det er jo komplet urealistisk, for det er jo det dobbelte af det danske indbyggertal. Med til at underbygge katastrofens omfang, er jo at filmen næppe kan samle mere end 1,5 millioner seere, når den bliver vist på free tv.

Betalingsvilligheden på internettet vil aldrig kunne erstatte den betalingsvillighed forbrugerne har i forbindelse med biograferne.

Man skal være noget alternativt skuet sammen, med eksemplerne ”Beats of No Nation” og ”Klovn Forever” in mente, for at kunne se internettets tjenester kan bidrage med noget som helst godt for den danske filmindustri. Faktisk vil graden af omfavnelse af de digitale tjenester være direkte proportionalt med filmbranchens elendighed.

Hvad Jakob Willer i øvrigt også overser, er at hvis publikum ikke vil betale for at se filmene i biografen, vil de heller ikke betale for at se filmene på de digitale tjenester.

At teleindustrien ikke forstår filmbranchens udfordring er tragisk. At teleindustrien kalder filmbranchen for grædekoner må vi leve med. Filmbranchen udviser nu blot rettidig omhu.

Hvem der dog kommer til at stortude bliver forbrugerne, såfremt teleindustrien får held med at reducerer til danske filmindustri til produktion af billige tv-film, reality- og gameshows. For det er alene den slags der bliver råd til i teleindustriens perfekte verden.

At teleindustrien arrogant lader hånt om forbrugerne, i deres jagt efter indtjening, burde dog ikke komme som en overraskelse, men her tydeliggjort mere end nogensinde.