Teleindustrien og Bülow Christensen er fastlåste i fejlagtige opfattelser

På det netop afholdte Folkemøde på Bornholm, var et af indslagene en debat med overskriften ”Stop piraterne! Hvordan bekæmper vi ulovlige downloads?” 

Deltagerne i debatten var Jakob Willer, Direktør i Teleindustrien, Maria Fredenslund, Direktør i RettighedsAlliancen, Claus Bülow Christensen, medieanalytiker og senior konsulent i Tomorrows Next Media Consultancy og Michael Obel, direktør og grundlægger, Thura Film og Obel Film. Moderator var Kim Stensdal, Chef for kommunikation og viden, Dansk IT. 

Debatten i sin helhed kan iagttages her

En yderst relevant debat hvor det endnu engang blev det fastslået, at både Jakob Willer og Claus Bülow Christensen er komplet fastlåste i deres fejlagtige opfattelser af udfordringen.

Eneste stemmer som reelt forholdt sig til realiteterne, var Maria Fredenslund og Michael Obels. 

Jakob Willer rettede som sædvanlig skytset mod biografvinduet og mente et kortere vindue ville bekæmpe filmtyverierne på danske film. Det forekommer at Willer er resistent overfor fakta. 

Faktum er, at filmtyverier slet ikke eksisterer på danske film, så længe filmene befinder sig i biografvinduet. Filmtyverierne opstår først i det øjeblik filmene er legalt tilgængelige på lovlige tjenester, hvorfor en hurtigere adgang til filmene, kun vil gavne filmtyvene og teletjenesterne, bestemt ikke filmindustrien. 

Willer vil selvfølgelig gerne have nogle af biografernes indtægter ført over på hans forretningsområde. Blot vil det ikke hjælpe filmbranchens samlede økonomi. Tværtimod. 

At ville tjene flere penge til sig selv er en ærlig sag, det er blot slet ikke det udfordringen handler om. Når Willer med tårer i øjnene påstår at teleselskaberne ”slås for deres kunders rettigheder”, ja, så driver vandet ned ad væggene. 

Teleselskaberne slås alene for en ting: Deres egen indtjening. Alt andet ville da også være mærkværdigt, ikke desto mindre forsøges dette faktum sløret i manipulation og udenomsnak. 

Både Willer og Bülow Christensen var alvorsfulde seriøse, når de påstod at forbrugerne ikke er klar over at de begår noget ulovligt, når de – kvit og frit – via internettet, sidder og ser en spritny 100 millioner dollars dyr amerikansk film. 

Man må tage sig til hovedet. 

Og endnu engang bekræftede den såkaldte ’medieanalytiker’ Claus Bülow Christensen, at han ikke er neutral i denne sag, men derimod en part. 

Claus Bülow Christensen nåede at nævne Netflix op til flere gange, selvom det slet ikke var Netflix som var til diskussion. Det er sør’me flot klaret og understreger Christensens nære og varme forhold til den amerikanske streamingtjeneste. Han burde aflønnes af Netflix for sin indsats, når han ved enhver given lejlighed gør sig så store anstrengelser for at gøre reklame for tjenesten – uanset relevans. 

Christensen røg i med begge ben og viste sin komplette uvidenhed på piratområdet, da han mente filmtyverier på Netflix’ indhold slet ikke eksisterer. Han kunne for eksempel slet ikke forestille sig at den danske serie ”The Rain” var udsat for filmtyveri. (Så fik Bülow Christensen også gjodt reklame for en faktuel tv-serie på Netflix). Maria Fredenslund kunne dog hurtigt skyde den påstand ned og informere ’eksperten’ Christensen om at ”The Rain” så sandelig er piratkopieret. Indhold på Netflix piratkopieres nemlig på livet løs. 

Den såkaldte ’ekspert’ har aldrig, og vil sikkert heller aldrig, kunne forstå at forudsætningen for en vares produktion er tilstrækkelige indtægter. Indtægter hans elskede Netflix ikke kan tilvejebringe i tilstrækkeligt omfang. 

Bülow påstod også at Netflix har ”ansat” Kim Magnusson til at producere danske film til tjenesten. Det er ikke tilfældet. Netflix har alene indgået en ’first look’ aftale med Magnusson. Det gør ham ikke til ansat, det giver blot Netflix rettigheden til at købe Magnussons film, hvis Netflix finder dem attraktive. Der er såmænd rigtig mange ’first look’-aftaler som aldrig har udmøntet sig i noget andet end varm luft. 

Således komplet sat til vægs, blev det endnu engang bekræftet at Claus Bülow Christensen ikke aner hvad han taler om, og fuldstændig har forladt realiteternes verden, for at tage ophold i fantasiens.