”The Hunger Games: Mockingjay – 2. del” topper fortsat i USA

DB - BLACKAHUNGER (720x341)

”The Hunger Games: Mockingjay – 2. del” toppede den amerikanske hitliste for tredje weekend i træk, i en ellers halvsløv weekend i de amerikanske biografer. Det sidste kapitel i Hunger Games-sagaen indspillede $18,6 mio. over weekenden og har til dato indspillet $523,9 mio. globalt.

Weekenden bød kun på to nye film af interesse for danske biografejere: ”Macbeth” og ”Youth”, begge film er kørt i stilling til det store Oscar-kapløb.

”Macbeth”, baseret på skuespillet af William Shakespeare, med Michael Fassbender og Marion Cotillard i hovedrollerne, indspillede temmelig utilfredsstillende $67.868 i fem biografer i NY og LA. Det giver et biografgennemsnit på beskedne $13.574. Filmen blev modtaget med en 83%-rating på Rotten Tomates.

En smule gik det bedre for Paolo Sorrentinos ”Youth”, med Michael Caine og Harvey Keitel i hovedrollerne. Filmen indspillede $80.000 i fire biografer, med et biografgennemsnit på $20.000. Filmen blev modtaget med en 75%-rating på Rotten Tomates.

Næste weekend åbner følgende film i USA: Ron Howards ”I havets hjerte”, med Chris Hemsworth og Cillian Murphy, og Adam McKays ”The Big Short” med Brad Pitt, Christian Bale, Ryan Gosling og Steve Carell.

1atop (720x403)