”Toy Story 4” forrygende modtaget af anmelderne i USA

Disney/Pixars ”Toy Story 4” har fået en forrygende modtagelse af anmelderne i USA og har pr. 13. juni, efter 65 anmeldelser er blevet offentliggjort, en 100%-rating på Rotten Tomatoes. 

”Toy Story 4” er den seneste film i serien om Woody, Buzz Lightyear og det andet levende legetøj, der tager på et nyt eventyr. 

Endnu engang har Tom Hanks lagt stemme til Woody, mens Tim Allen er stemmen bag Buzz Lightyear. Blandt de øvrige skuespillere, som har lagt stemme til, møder vi Keanu Reeves, Christina Hendricks, Timothy Dalton, Mel Brooks og Joan Cusack.  

Hvis man tror denne franchise skulle have tabt luften, tager man grueligt fejl.  

CNN’s Brian Lowry fortæller at filmen ”leverer en cinematic grand slam”, mens Associated Press’ Lindsey Bahr skriver at ”dette er en lærestreg til alle franchise-kynikerne: Nogle gang er mere faktisk godt.” 

Richard Roeper fra Chicago Sun-Times fastslår at “hvis denne film ikke rører dit hjerte, er du lige så livløs som legetøjet skal forestille at være, når der er mennesker i nærheden.” 

Alonso Duralde fra The Wrap mener at ”Pixar let kunne sende denne serie på pension, efter en perlerække af film som har været fantastiske, rørende og sjove. Men hvis de kan fastholde dette fantastiske niveau, så lad dem bare komme i stride strømme.” 

Los Angeles Times’ Kenneth Turan mener ”filmen vil blæse dig omkuld, på måder du slet ikke kan forestille dig.”

Og sådan kunne man blive ved. Alle anmeldelserne er stærkt rosende. 

”Toy Story 4” har premiere i danske biografer den 29. august.