Transformers 4: Kina slår USA for første gang

DB - A MICHAEL BAY (720x341)

Instruktøren af ”Transformers: Age of Extinction”, Michael Bay, modtages her af et begejstret publikum ved premieren i Beijing.

”Transformers: Age of Extinction” er blevet en fænomenal succes. Filmen har på rekordtid indspillet $749,4 mio. siden verdenspremieren for 17 dage siden.

I USA har filmen hidtil indspillet $208,8 mio., men for først gang må amerikanerne se sig slået af Kina, hvor filmen har indbragt hele $262,6 mio.

Michael Bays blockbuster er samtidig blevet den største filmsucces nogensinde i Kina, efter filmen på blot ti dage slog den hidtidige rekordholder, James Camerons ”Avatar”.

Men der er så sandelig også blevet bejlet til de kinesiske biografgængere i en storstilet lanceringskampagne, som er den mest aggressive nogensinde præsenteret af et amerikansk filmstudie. På rollelisten finder man også lokale kinesiske berømtheder: blandt andet det kinesiske skuespiller-ikon Li Bingbing, og bokseren Zou Shiming. Ligesom der i filmen præsenteres en lang række kinesiske vartegn.

Filmen har dog også tiltrukket uheldig omtale, efter klodsede ’product placements’ i filmen, hvor man tydeligt ser skuespillere betale med kinesiske betalingskort og drikke den kinesiske version af Red Bull… i Texas(!)

Med 1,3 milliarder potentielle biografgængere, forventes det at Kina overhaler USA som verdens største marked for biograffilm i 2020. Hollywood-studierne kigger i stigende grad mod øst i et forsøg på at kompensere for den temmelig træge vækst på hjemmemarkedet.

Verdens mest folkerige nation er i øjeblikket midt i en fem-års plan der vil resulterer i 25.000 nye biografsale, for at kunne tilfredsstille efterspørgslen fra en stadig mere og mere velhavende befolkning.

Væksten vil også blive fremmet af den kinesiske regerings beslutning fra 2012, om at øge antallet af udenlandsk film i Kina fra 20 til 34 film årligt.