Unge går mere i biografen og biografen er den platform hvor danskerne oplever højeste kvalitet

Unge går oftere i biografen nu end i 2017, og biografen er det sted, danskerne oplever den højeste kvalitet i filmudbuddet. Det er to af fundene i en ny undersøgelse om danskernes forbrug af spillefilm og serier.  

Undersøgelsen bærer titlen: ”Vidste du?” og er en løbende analyse, der monitorerer publikums holdninger, adfærd og forbrugsmønstre i forhold til spillefilm og serier. Det gennemgribende analysekoncept blev udarbejdet for første gang i 2017 af Filminstituttet med det formål at løfte sløret for danske films udbredelse på tværs af platforme og perspektivere brugen af serier inden for målgruppen 15-79 år. 

Holder myterne? Overhovedet ikke!
Når snakken falder på film og serier, kan man til tider høre udsagnet, at danskerne ikke rigtigt ser film længere. Men det er og bliver stadig en myte. Tal fra den seneste ‘Vidste du?’ viser, at 99 % af alle adspurgte ser film, og faktisk er andelen, der ser film dagligt, steget fra 9 % til 12 %. Analysen viser også, at over 50 % ser film mindst en gang om ugen. 

40 % af danskerne foretrækker stadig at se film i biografen, og her ses en ret markant stigning i alderen 15-25 år, hvor præferencen for at se film i biografen er steget med hele 32 %. Biografen er det sted, hvor danskerne oplever, at de får den højeste kvalitet i udbuddet. 

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i maj 2019 gennemført i alt 2.500 CAWI-interviews med 15-79-årige. 

Læs undersøgelsen HER