Vagtskifte i Fokus Biograferne

Fokus Biograferne har fået ny formand.

Efter 20 år på posten har tidligere biografdirektør Jens E. Kris valgt at trække sig tilbage. Ny på posten er biografdirektør Mette Schramm.  

73-årige Jens E. Kris kan om nogen kaldes Koldings ukronede biografkonge. I 1975 startede han Biografen 1+2, der dengang var en af de første multibiografer med flere sale i Danmark.  

Inden da havde han både været formand og operatør i Kolding Filmklub. Når der var filmaften, startede han visningerne kl. 19.00, og hans kone startede visningerne kl. 21.00. Så var der ligestilling i parforholdet. 

I 1985 købte Jens E. Kris en af byens andre biografer, Kolding Kino, optimerede den og nedlagde samtidig Biografen 1+2.  

Og i 1999 indgik han partnerskab med Nordisk Film om at etablere det topmoderne Biocenter Kolding i Kolding Storcenter. En biograf, han var med til at drive helt frem til 2011.  

Selv om Jens E. Kris afgår som formand for Fokus Biograferne, er han stadig medlem af foreningens bestyrelse. Han fortsætter også i bestyrelsen for Danske Biografer. Men ved at afgive formandsposten bliver der nu lidt mere tid til både børnebørn og ture til sommerhuset på Fanø. 

Fokus Biografernes nye formand, Mette Schramm, har arbejdet i biografbranchen i 43 år og indledte ligesom sin forgænger karrieren til lyden af knitrende celluloidfilm som filmoperatør i familien Sandbergs hedengangne ”Stjernebiografer” som i 1983 blev solgt til Nordisk Film. 

Hun arbejdede sig hurtigt opad i hierarkiet, og allerede som 31-årig blev Mette Schramm centerleder i Nordisk Films biograf i Høje Taastrup. Siden fulgte mange andre opgaver i Nordisk Film Biografer de fleste relateret til annoncering, markedsføring og events.  

I 1997 forlod Mette Schramm Nordisk Film for at blive biografleder i Reprise Teatret i Holte, en af Danmarks ældste biografer, der netop i år kan fejre 100 års fødselsdag. Og i starten af det nye årtusind kunne hun ligeledes sætte sig til rette i direktørstolen i det dengang nyåbnede Empire Bio på Nørrebro.  

Foruden hvervet som biografdirektør har Mette Schramm haft en lang række poster i diverse brancheorganisationer. Hun har blandt andet været formand for Danske Biografer og vicepræsident i UNIC, den europæiske biografforening. Desuden har hun af to omgange været medlem af Biografklub Danmarks bestyrelse og filmudvalg, en post hun stadig besidder. 

På hendes loftskontor på Nørrebro hænger der kulørte akkrediteringshalsbånd til de sidste par årtiers filmfestivaler i Berlin, Cannes og Toronto. Det var da også under en festival i Cannes, at hun fik øjnene op for potentialet i selv at distribuere film.  

Det er siden 2012, gennem det lille artfilm distributionsselskab Reel Pictures, blevet til over 40 titler. Alt fra Wim Wenders’ 3D-kunstfilm ’Pina’ til en af årets danske Bodil-vindere ’Holiday’. 

Det er med andre ord en yderst erfaringsrig og velkendt kvinde i biografverdenen, der nu også bliver formand for Fokus Biograferne.

 ”Hun er særdeles vellidt i branchen. Der er generelt en stor respekt for hendes professionelle indstilling, og så må man desuden beundre hende for hendes flittighed, ” siger den afgående formand Jens E. Kris om sin efterfølger. 

Selv udtaler den nye formand: ”Jeg ser frem til et godt samarbejde i Fokus Biograferne, vi befinder os i en situation, hvor store biografkæder er blevet normen. Selv om vi består af meget forskellige biografer, giver det rigtig god mening, at vi samarbejder om f.eks. markedsføring, events, teknik og idéudvikling, så vi fortsat kan styrke vores position på det danske biografmarked.”.

Fokus Biograferne består af 19 uafhængige biografer placeret over hele landet.

Se mere på www.fokusbiograferne.dk