Vagtskifte i FSB

db - blackjesper (720x334)

Foreningen af Store Provinsbiografer har på den netop afholdte generalforsamling valgt ny for- og næstformand.

Valget som formand faldt på direktør Steen A. Ramussen, Klovborg Kino 1-2-3. Som næstformand blev Jesper Nielsen, Kulturbiografen Frysehuset, Holbæk, valgt.

Steen A. Rasmussen fortsætter dermed på sin plads i DB’s bestyrelse og FSB’s repræsentation suppleres af Jesper Nielsen.

Det er et par erfarne biograffolk medlemmerne af Foreningen af Store Provinsbiografer har valgt at lade sig repræsentere af.

Formand Steen A. Rasmussen har siden 1997 drevet biografvirksomhed i Klovborg, og har med dygtigt håndelag udviklet biografen til en 3-sals ’state of the art’-biograf for byens 556 indbyggere plus opland. Steen har dermed sikret sin bif en uofficiel position som verdens mindste by med biograf. Udover biografvirksomheden har Steen A. Rasmussen et hjerte som virkelig banker for filmkunsten, hvilket et repertoire af stor diversitet bevidner.

Næstformand Jesper Nielsen begyndte sin karrierer i biografbranchen nogenlunde samtidig med Steen A. Rasmussen. I 1998 blev Jesper Nielsen direktør for Grand Bio i Holbæk, indtil den ved årsskiftet 2012/13 blev lukket for at gøre plads til byens nye 4-sals biograf, Kulturbiografen Frysehuset. Jesper Nielsen var dermed primus motor i en kæmpe stigning i besøgstallet, i byen som huser 26.961 indbyggere. Jespers filmhjerte banker om muligt lige voldsomt som Steens.

For- og næstformandsvalget betyder samtidig et farvel til Carsten Gade Nielsen, Park Bio, Frederikssund i DB’s bestyrelse. DB skal rette en stor tak til Carsten for mangeårig indsats i foreningen, i en særdeles udfordringsfuld periode.