Biografejer: Kulturbidrag skal sikre danske film

Stærke danske film som “Retfærdighedens Ryttere” er centrale for de danske biografer (Pressefoto: Rolf Konow)

Ejeren af biografkæden MovieHouse, Michael Obel, havde lørdag (5. marts) en kronik i dagbladet Politiken.

Her peger Obel på, at nok går det godt for danske film i disse år. Både hvad angår billetsalg og filmpriser har danske film haft gode år – “Druk” fik for eksempel en Oscar sidste år på toppen af stribevis af hædersbevisninger i ind- og udland, og “Ternet Ninja 2” trak mere end 930.000 gæster i de danske biografer i 2021.

Men det er en presset branche, skriver Michael Obel:

Fra at der blev produceret 30-35 danske spillefilm årligt i midten af 00’erne, kæmpes der i disse år for overhovedet at nå op på 20 danske spillefilm årligt. Uden politisk hjælp vil dette tal falde yderligere.

Derfor ønsker Obel at henlede kulturpolitikernes opmærksomhed på dette ved de igangværende forhandlinger om et nyt medieforlig og en opfølgende filmaftale.

“Et kulturbidrag kommer i allerhøjeste grad også streamingtjenesterne selv til gode. Kulturbidraget vil jo betyde, at streamingtjenesterne kan begynde at tilbyde os film, som refererer til den danske fortælling, frem for kun at tilbyde film, der virker fremmedgørende på os.”

“Det estimeres, at dette kulturbidrag kan indbringe dansk indholdsproduktion omkring 250 millioner kroner årligt, alt efter procentsats. Men for at et kulturbidrag overhovedet skal give mening og dække underfinansieringen, skal bidraget op på 10 procent.”

Og Obel peger på, at biograferne landet over fungerer som lokale forsamlingshuse:

“Når biograferne nævnes i denne sammenhæng, skyldes det, at dansk film udgør hjørnestenen i de 170 danske biografers repertoire og overlevelse.”

“Alle kommuner i Danmark kæmper for at få en biograf, eller for at bevare den biograf, de allerede har. Biograferne bidrager væsentligt til danskerne kulturliv og fungerer ofte som et lokalt forsamlingshus i et landsbysamfund, hvor det lokale næringsliv ellers er forsvundet.”

Michael Obel afslutter sin kronik med denne konstatering:

“Når der er god dansk film på plakaten, ser vi mange danskere komme i biografen, som vi ellers kun sjældent ser, netop fordi det eneste, der kan lokke dem i biffen, er den gode danske filmfortælling. Uden en væsentlig dansk filmproduktion vil mange biografer lukke i fremtiden, fordi dansk film leverer helt op til 35 procent af biografernes omsætning. Ja, for nogle landsbybiografer er dansk films andel helt oppe på 40 procent af omsætningen.”

“Et kulturbidrag kan sikre danske film til de danske biografer.”

Læs kronikken i sin helhed her.