Biografklub klar til ny sæson

Trine Dyrholm har titel- og hovedrollen i Biografklub Danmarks åbningsfilm “Margrethe den første” (Pressefoto: SF Studios/Dušan Martinček)

Efter et par vanskelige sæsoner, hvor de planlagte programmer blev forskubbet og udsat som følge af corona, nedlukning og udskudte premieredatoer, er Biografklub Danmark nu klar med 10 film til sæsonen 2021-2022.

Klubben fungerer på den måde, at man køber et medlemskab, og så får man et billetbevis til hver af de udvalgte film. Dette bevis giver adgang til biografen og filmen til halv pris.

Det har været en succes gennem mange år, og Biografklub Danmark er med til at sikre et godt besøgstal i de danske biografer.

Sæsonen åbner med Danmarks hidtil dyreste filmproduktion, når “Margrethe den første”, med Trine Dyrholm i hoved- og titelrollen, får premiere 16. september. Filmen er instrueret af Charlotte Sieling og er et historisk drama.

Vanen tro er der både danske og udenlandske film på programmet. Eksempelvis får “Downton Abbey 2” premiere 24. marts 2022.

21. april 2022 kommer den ventede efterfølger til Anders Refns danske storfilm “De forbandede år” – den afsluttende del hedder “Opgøret – De forbandede år 2”. Filmen følger en familie, der er dybt involveret på forskellige sider af Besættelsen, og den har Jesper Christensen og Bodil Jørgensen i bærende roller.

Hele programmet for Biografklub Danmark kan ses her.