Danske storfilm klar til genåbning

“Retfærdighedens Ryttere” trak op mod ½ million gæster til biograferne før jul, og den er sammen med “Lille Sommerfugl” klar til genåbningen af biograferne 6. maj. Her er det Andrea Heick Gadeberg i en scene fra førstnævnte film (Foto: PR-foto/Rolf Konow)

To stærke danske film får repremiere i biograferne ved genåbningen 6. maj.

Der er tale om “Lille Sommerfugl”, instrueret af Søren Kragh-Jacobsen og med Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i hovedrollerne, og om “Retfærdighedens Ryttere”, der er instrueret af Anders Thomas Jensen og har blandt andet Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Andrea Heick Gadeberg på rollelisten.

“Det er en gave til biograferne og deres publikum at både Zentropa og Snowglobe (producenter, red.) har haft is nok i maven i så mange måneder til ikke at sende deres film ud på Home Entertainment-markedet. Dermed får det danske biografpublikum nu en ny mulighed for at opleve disse to fremragende film lige der, hvor de skal – i biografmørket,” siger Market Director hos Nordisk Film Distribution Frederik Honore i en pressemeddelelse.

“Lille Sommerfugl” havde premiere kort før lukningen af landets biografer på grund af corona i december, og nåede alligevel at sælge godt 60.000 billetter.

Endnu bedre gik det for “Retfærdighedens Ryttere”, som på få uger solgte mere end 475.000 billetter.

Den danske succes på filmlærredet var både på billetsalg og kvalitet i 2020, og den ubetingede topscorer på begge fronter var filmen “Druk”.

“Druk” modtog endnu en filmpris i weekenden, da den søndag (11. april) fik tildelt BAFTA-prisen (Foto: PR-foto/Rolf Konow)

Den danske film solgte, på trods af corona-restriktioner og begrænset kapacitet i salene landet over, op mod 900.000 billetter i løbet af efteråret. Og siden er filmen gået sin sejrsgang på festivaler og ved prisuddelinger over det meste af verden.

Søndag (11. april) fulgte seneste hæder, da Thomas Vinterberg som instruktør modtog den britiske BAFTA-pris for den bedste ikke-engelsksprogede film. Det er en sjælden hæder for en dansk film – forrige gang, det skete, var i 1989, hvor Gabriel Axels “Babettes Gæstebud” vandt.

Thomas Vinterberg gav en ganske emotionel takketale efter overrækkelsen, der i tidens ånd naturligvis fandt sted ved en online-begivenhed.