Fokus-biograferne vælger ny formand

Emil Mark Nørholm, Atlas i Rødovre, er blevet valgt som formand for FOKUS-gruppen (Privatfoto)

Biografdirektør Emil Mark Nørholm bliver ny formand for FOKUS Biograferne. Han erstatter biografdirektør Mette Schramm.

Emil Mark Nørholm er en yderst erfaren herre i biografbranchen. Han har siden 2013 været direktør i Atlas Biograferne, som han også ejer. Derudover har han siden 2001 drevet Humle Bio på Humlebæk Strandvej. Og fra 2008 har han desuden drevet Kosmorama i Frederiksværk.

Glæden til filmmørket hos Emil Mark Nørholm kom allerede i en ung alder. Faktisk var det netop i Humle Bio, at han brugte alle spareskillingerne som barn, inden forpagteren til sidst spurgte ham, om han ikke skulle have et arbejde i biografen.

Siden har han ikke set sig tilbage. Og nu kan Emil Mark Nørholm således også kalde sig formand for FOKUS Biograferne.

”Vi kunne ikke få en bedre mand på posten, han har en kæmpe erfaring og har arbejdet hele sit voksenliv med biografdrift.  Emil er innovativ, energisk og vellidt, det lover godt for foreningens fremtid,” siger FOKUS Biografernes afgående formand Mette Schramm om Emil Mark Nørholm.

I forbindelse med valget af ny formand er der desuden valgt ny bestyrelse til Fokus Biograferne. Den nye bestyrelse består foruden Emil Mark Nørholm af Claus Thygesen, der siden årsskiftet har været eneejer af biografen Kosmorama6100 i Haderslev og Michael Obel, der har etableret MovieHouse-biograferne. Ny suppleant bliver Poul Hübertz, der ejer og driver Kino Ro’s Torv i Roskilde sammen med sin søster Lone Hübertz.

FOKUS Biograferne er en sammenslutning af tyve store biografer, fordelt i hele Danmark – og en enkelt på Færøerne.

Se mere om FOKUS Biograferne her: https://www.fokusbiograferne.dk/