Formandens Bord: Endnu en rædselsmåned for dansk film
Hverken Mads Brüggers komedie ”Sankt Bernhard Syndikatet”, Milad Alamis drama ”Charmøren” eller Emil Næsby Hansens dokumentarfilm ”Skjold og Isabel” kunne stille noget op overfor den amerikanske overmagt, så dansk films markedsandel i maj måned endte på mikroskopiske 2,6 procent, mod 20,1 procent i samme måned sidste år.
For de første fem af årets måneder er dansk films markedsandel derfor røget helt ned på 17,8 procent, mod 24,8 procent sidste år. Og tænk, det var vanskeligt at tro det kunne gå ringere end i dansk films katastrofeår 2017, men man bliver hele tiden klogere.
Amerikansk film kunne derfor i maj måned sikre sig en altoverskyggende hovedrolle blandt de film publikum valgte at se. Top 10 for maj måned er da også klinisk renset for danske film.
”Avengers: Infinity War”, ”Deadpool 2” og ”Solo: A Star Wars Story” stod sammenlagt for 60 procent af billetterne langet over disken i maj.
The rest remains silence.
Nederst i denne klumme den foreløbige top 25 for 2018.
Efter den længste ørkenvandring i mands minde, begynder dansk film i juni måned forhåbentlig at vise lidt tænder: Gustav Möllers ”Den skyldige” beviser at man med ganske små midler sagtens kan skabe en neglebidende spændingsfilm. Jacob Cedergren ses i filmens altdominerende hovedrolle. Martin Miehe-Renard står bag opus 19 i danmarkshistoriens største publikumssucces, denne gang med titlen ”Far til fire i solen”. På filmens rolleliste møder vi Martin Brygmann, Thomas Bo Larsen, Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigne Bie-Olsen, Mingus Hellemann Hassing, Coco Hjardemaal, Peder Thomas Pedersen, Maria Erwolter og Jannie Faurschou. ”Stor som en sol” er titlen på en dokumentarfilm af Kasper Kiertzner om rockbandet Minds of 99.
Belgien præsenterer Philippe Van Leeuws vinder af puiblikumsprisen ved Filmfestivalen i Berlin, ”I Syrien”, med Hiam Abbass, Diamond Bou Abboud og Juliette Navis. Michaël R. Roskam har instrueret krimidramaet ”Racer and the Jailbird”, med Matthias Schoenaerts, Adéle Exarchopoulos og Eric De Staercke.