Genåbning fastsat til 16. januar 2022

Går alt efter planen, kan Kosmorama i Haderslev og alle andre danske biografer genåbne søndag 16. januar (Foto: Kosmorama)

Folketingets sundhedsordførere fastslog onsdag (5. januar), at de gældende restriktioner fastholdes i den planlagte periode, der trådte i kraft 19. december sidste år.

Det betyder, at biograferne fortsat skal holde lukket.

Men det blev onsdag aften præciseret i en mail fra Kulturministeriet, at genåbningsdagen er søndag 16. januar 2022. Det skete med ordlyden:

“Samtidig kan vi forstå, at der har været tvivl om, hvor længe de nuværende restriktioner er gældende til. Vi vil derfor gerne understrege, at den nuværende bekendtgørelse med restriktioner på Kulturministeriets område udløber 16. januar 2022. Den er altså gældende til og med 15. januar 2022”.

Med andre ord: Den lokale biograf kan genåbne søndag den 16. januar, hvis ikke restriktionerne bliver forlænget.

Det vil fortsat være op til den enkelte biograf, præcis hvilken dato man vil genåbne, når restriktionerne er blevet ophævet.

(Opdateret 10. januar kl. 13.00 med de sidste to afsnit)