Mindeord Gerhard Pedersen

Biografbranchen har mistet en ener. Gerhard var mere farverig end facaden på Palads, og havde et hjerte større end salen i Imperial.

Gerhard elskede film og håndværket bag. Men man mødte ham næsten altid med en bog i hånden (og nok også en whisky med is efter arbejdet). Han holdt meget af jagt, og af at være i naturen med hunden og sammen med vennerne fra Brandsø i Lillebælt. Han og Hanne rejste rundt i hele Verden. Han elskede Hanne, og det var et stort savn da han mistede Hanne til Alzheimer i 2016. 

Gerhards biografkarriere startede som daglig leder af ABCinema som med åbningen i 1973 blev Danmarks første biograf med mere end én sal. ABCinema var en del af Henrik -og Anders Sandbergs biografer som Gerhard bestyrede i flere år. København’s Stjernebiografer havde stor succes, og var inden salget til Nordisk Film landets største biografkæde. Sandberg betingede sig ved salget til Nordisk i 1983, at der blev en direktørstilling til Gerhard, hvilket Gerhard altid var taknemmelig for.

Gerhard var med til at forme og opbygge det der i dag er Nordisk Film Biografer. Han var i mange år en af firmaets mest passionerede direktører og bestyrelsesformand. Der blev både forbedret, forhandlet, revet ned og bygget op. Gerhard fortalte altid med en snert af stolthed hvordan den farverige restaurering af Palads Teatret i 1989 blev modtaget af københavnerne, og hvordan enkelte bilister ligefrem kørte galt da de så bygningen efter udpakningen. Det var også Gerhard, der introducerede popcornsalget i Danmark – i den selv samme biograf. Lugten fra det hvide guld var dog ikke altid populært på kontorgangen i Palads. Han arbejde også på Studierne i Nordisk Film og i midten af 80’erne var han med til at starte Danmarks første private tv-kanal: Weekend-Tv.  Det var også i årene hos Nordisk at Gerhard fandt på sloganet ”Film skal ses i biografen” som senere blev gjort kendt af Ole Michelsen.

Gerhard blev til sin store fortrydelse fyret som direktør af MGM-Nordisk Film Biografer i 1996, men det lod han sig ikke slå ud af, og samme år startede han i Ballerup, hvor han i løbet af nogle år fik fordoblet antallet af solgte billetter i Baltoppen Bio 1-2.

Det var Gerhards plan at han skulle gå på pension, når biograferne blev digitaliseret. Men efter han forlod biografdriften i Ballerup byggede han stadig kinovinduer, og deltog hvert år på filmfestivalen i Toronto helt frem til 2019. I Toronto så han ofte 3-4 film dagligt i 10 dage, og glædede sig over den stigende filmkvalitet, selvom de canadiske biografer jo naturligvis ikke levede op til de biografer han selv havde bygget. Gerhard var bygherre på biografer som Rosengården i Odense samt Kinopalæet i Lyngby der den dag i dag er nogle af landets mest succesrige.

Udover biografbranchen arbejdede Gerhard på knap 40 film, primært som still-fotograf, men også som fotograf og producent. Når vi ser den ikoniske silhuet af Olsen Banden ved de færeste at det var Gerhard der fotografede dette stykke filmhistorie.

Det var aldrig kedeligt at være sammen med Gerhard. Han var kendt for sin stædighed og sine slagkraftige replikker, men han var lige så ofte lyttende og godtog gerne et godt argument.

Han slap aldrig tankerne om at miste faren da han var 14 år, men var stolt over at hans mor blev 96 år. Gerhard var enormt alvidende og visionær, og havde læst flere bøger end de fleste bibliotokarer.

Gerhard blev født i Klaskvig den 20. juli 1941, og døde den 20. juli 2022 i hans og Hannes fælles hjem i Dragør, med udsigten over Øresund efter kort tids kræftsygdom. Gerhard døde fredfyldt med Gyda og Helle ved sin side, og ligesom moren Linda døde han på fødselsdagen. Gerhard havde til det sidste stor støtte fra Gyda og hans gode naboer. Mange venner og kollegaer nåede at sige farvel hvilket Gerhard satte stor pris på. Pedersen – du vil være savnet. Vi har mistet en god ven! Tak for al din generøsitet og erfaring. Vi lover dig at film fortsat skal ses i biografen, Helle & Rikart