”Minions” åbner rekordstort i USA
“Minions” kan nu prale af at have den næststørste åbning nogensinde for en animeret film. Filmen åbnede med $115,2 mio. de første tre dage i de amerikanske biografer. Premieredagen på $46,2 mio. er den største åbningsdag nogensinde for en animeret film. Eneste film som overgår indspilningen de første tre dage er ”Shrek den Tredje” med $122,5 mio.
”Minions” har kostet $74 mio. at producere, hvilket er relativt beskedent for en amerikansk animationsfilm. Publikum er øjensynligt begejstrede og belønnede filmen med en ”A”-rating på Cinema Score. Anmelderne var til gengæld en smule forbeholdne, hvilket resulterede i en 54%-rating på Rotten Tomatoes.
I Danmark blev filmen set af 84.116 tilskuere den første uge.
Weekendens anden åbning i USA, af interesse for danske biografejere, var den $26 mio. dyre ”Self/Less”, instrueret af Tarsem Singh, med Ryan Reynolds i hovedrollen. Den skuffede desværre, med en yderst beskeden indspilning de første tre dage på kun $5,4 mio. Anmelderne var heller ikke begejstrede og filmen fik kun en 20%-rating på Rotten Tomatoes.
”Jurassic World” fortsætter triumftoget og er nu oppe på $1,4 mia. globalt.
Næste weekend åbner superheltefilmen ”Ant-Man”, komedien ”Trainwreck” samt Woody Allens ”Irrational Man” i USA.