Opfølger til “Hvidstengruppen” klar til julepremiere – se trailer nu

Det er kvinderne, der blev tilbage, vi følger i “Hvidstengruppen II – De efterladte” (Foto: Peter Sørensen, Gotfat)

For nogle år siden var filmen om modstandsfolkene og -familierne ved Hvidsten Kro i Jylland meget populær.

Der blev dengang – filmen “Hvidstengruppen” havde premiere i 2012 – solgt 765.000 billetter til filmen, der blev instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis og produceret af Regner Grasten Filmproduction.

Nu har duoen færdiggjort optagelserne til næste sekvens, som handler om de efterladte kvinder efter Hvidstengruppen. Mændene blev jo henrettet af den tyske besættelsesmagt, og “Hvidstengruppen II – De Efterladte” følger enkerne og døtrene i deres kamp for at samle familiens rester.

Filmen starter, hvor “Hvidstengruppen” sluttede. Samme dag.

Filmen følger Tulle Fiil og hendes søster Gerda Fiil, der dømmes til rædslerne i et tysk fængsel. Deres far, bror og Tulles mand er blevet henrettet.

Tulle må efterlade sit barn Gulle på to år hos Tulles mor Gudrun. Vi følger Tulle og Gerda som krigsfanger ned gennem Tysklands krigsrædsler, mens Gudrun kæmper med alt, hvad hun har, for at få sine døtre hjem til kroen i Hvidsten.

Filmen får premiere i biograferne 1. juledag. I hovedrollerne ses Marie Bach Hansen, Laura Winther Møller og Bodil Jørgensen – og man kan allerede nu se den første trailer fra filmen lige her.

“Hvidstengruppen II – De Efterladte” distribueres af Nordisk Film Distribution, og der er en bred række af investorer bag filmen: Det Danske Filminstitut, Den Vest Danske Filmpulje, FilmFyn, Randers kommune, Aabenraa kommune og The National Film Center i Letland.