Optimismen blomstrer i Skive

I en af salene i Cinema4 er der gjort ekstra meget ud af interiøret – her vises de smallere film i klubben “ArtCinema4” (Foto: Danske Biografer)

En helt ny biografsal, opgradering af de tre ”gamle”, en biografklub med fokus på de smallere film – og så en samtænkning af biografoplevelsen med restauranten og baren i samme hus.

De tænker i helheder og udvikling i Skive. Det bevidnes af et besøg hos Cinema4, hvor direktør Knud Bjerre og biografchef Martin Sørensen viser rundt, kort inden de første film vises ud på eftermiddagen.

Cinema4 ligger i Kulturcenter Skive, som er placeret i udkanten af byen, i samme faciliteter som byens svømmehal og idrætscenter. I et normalt år har det 23.000 m2 store kulturcenter besøg af flere end 500.000 gæster.

Placeringen giver fordelen af, at der er masser af parkeringspladser uden for døren. Men det giver også udfordringen, at gæsterne ikke bare ”dumper ind” i biografens tilknyttede café og restaurant.

”Derfor har vi arbejdet en hel del med at forandre udtrykket. Vi vil gerne have, at vores gæster ikke kun kommer til filmen og går igen, når den er færdig,” fortæller Knud Bjerre.

Sidste år fik Cinema4 nyt navn, fordi der i september var blevet opført en helt ny fjerde biografsal til 8 millioner kroner. I samme omgang blev to af de tre hidtil eksisterende sale blevet moderniseret, så alle sæder i alle sale nu er med recliner-seats.

Den mindste sal blev bygget om til Artcinema med fokus på ”smalle film”, så derfor har biografen oprettet en filmklub ”ArtCinema4”.

Her kan disse film, der tidligere ikke har været vist i Skive, nyde fremme; klubben har allerede opnået pæn tilslutning, og der er afholdt adskillige særarrangementer lige fra foredrag om demens, til trøffelspisning forud for filmen ”Trøffeljægerne fra Piemonte”.

”Der er blevet plads i vores programlægning til også at have dén satsning, fordi vi har fået en ekstra sal,” siger Martin Sørensen.

Både filmklubbens gæster og alle andre, der kommer til Cinema4, oplever nye rammer både i salene og udenfor.

Ønsket er, at det skal være nemt for gæsterne at tilvælge for eksempel at spise aftensmad i restauranten, der ligger som en integreret del af Cinema4-komplekset.

”Vi kører med konceptet ”Mad & Film”, hvor man får en biografbillet plus en hovedret for 189 kroner – det må siges at være et godt tilbud, når en normalbillet alene koster 115 kroner. Gæsterne kan vælge mellem 7 hovedretter der er inklusiv i prisen, og kan så tilvælge forret og/eller dessert. Vi sælger 7.500 ”Mad & Film” billetter om året, men vi kan se, at flere og flere benytter sig af muligheden og gør det nemt for sig selv, så målet i 2022 er 10.000” siger Knud Bjerre.

Cinema4 har ligesom alle andre danske biografer været tvangslukket i tre omgange, og derfor var det med en vis nervøsitet, at man så frem mod en fornyet genåbning søndag 16. januar.

”Men der var helt klart flere gæster, end vi normalt oplever på en søndag, og de var alle sammen meget glade og forventningsfulde. Så det var absolut en positiv oplevelse for os,” siger Martin Sørensen.

Der er faktisk fem biografsale i Cinema4. Det er nemlig sådan, at koncertsalen er fuldt udstyret med 120 m2 lærred, biograflyd og og biografsæder – det gør faktisk Sal 5 til provinsens største biografsal, for bliver den fuldt besat, kan den rumme 988 biografgæster.

Et udsnit af sæde-kapaciteten i Skives – og provinsens – største biografsal (Foto: Danske Biografer)

Det er stort set det samme som Nordisk Film-biografen Imperial i København, der har 996 sæder.

”Salen bruges primært til konferencer, foredrag og koncerter, men vi har vel film herinde 10 gange om året.  Da der var premiere på James Bond, havde vi 375 til tapas og bobler, og i alt 700 gæster iklædt smoking i salen. Da vi havde premiere på ”Kandis for Livet” ugen før, var der 600 glade mennesker i biografens store sal. Da filmen var slut, rullede vi lærredet op, og der stod Johnny og Kandis klar til at spille op til dans. Det er sådanne alternative arrangementer, hvor vi tænker de muligheder, vort store center giver, ind i en helhed, der gør det spændende. Ikke bare for os, men først og fremmest for publikum,” siger Knud Bjerre.

Cinema4 er medlem af FSB – Foreningen af Store Provinsbiografer. En betegnelse, som Skives biografkompleks i den grad må siges at leve op til.