Pråsprisen til Jytte Abildstrøm og Peter Mygind
I lørdags blev Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers (DaBUF) årlige Pråspris på 10.000 kroner uddelt på Hotel Svendborg.
Årets prismodtagere var Jytte Abildstrøm og Peter Mygind.
“Pråsprismodtagerne har, i noget der hastigt nærmer sig et århundrede, underholdt, provokeret og udfordret børn såvel som voksne,” forklarede formand for Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, Kim Bruun.
Jytte Abildstrøm havde en (lille) rolle i den allerførste ‘Min søsters børn’-film. Mange år senere fik hendes søn, Peter Mygind, en fremtrædende rolle i tre ‘Min søsters børn’-film – i det, man benævner tredje generation af franchisen.
Det er nu ikke så meget for disse film, skuespillerne modtager prisen. De får den snarere for film som ‘Hannibal & Jerry’, ‘Flyvende farmor’ og ‘Der var engang en dreng…’. Og ej at forglemme TV som ‘Score-Kaj’s Scoreshow’.
Film og TV, børn i alle aldre kan vende tilbage til igen og igen.
De to performere får også prisen for deres engagement i børn og børns trivsel. Peter Mygind er bredt anerkendt for den store indsats han gør og har gjort imod mobning. Jytte Abildstrøm har været aktivt udøvende i mere end 50 år og har altid været ambassadør for børnene.
“Det er således tydeligt, at begge deres hjerter banker i takt med børnefilmklubbernes. En optagethed af at gøre godt for børn – med de evner vi nu engang har hver især”, udtalte Kim Bruun.
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber ønsker med prisen at takke for deres indsats sammen og hver for sig i og udenfor filmens verden.
Fakta:
Det er multikunstneren Thomas Winkler, der står bag årets Pråspris illustration.
Pråsprisen uddeles hvert år til en person eller flere personer, der har udført fortjenstfuldt arbejde med produktion og/eller formidling af billedmedier for børn og unge.
Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber arbejder med formidling og produktion af billedmedier for børn og unge. På landsplan består DaBUF af 75 filmklubber med i alt ca. 55.000 medlemmer.