“Retfærdighedens Ryttere” runder milepæl

Mads Mikkelsen er i centrum i “Retfærdighedens Ryttere”, som nu har rundet 600.000 solgte billetter i de danske biografer (Still: Rolf Konow)

Den har ført en omtumlet tilværelse, akkurat som de danske biografer. Men filmen “Retfærdighedens Ryttere” har netop rundet 600.000 solgte billetter.

Det oplyser distributøren Nordisk Film i en pressemeddelelse. Filmen, der er instrueret af Anders Thomas Jensen og produceret af Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann/Zentropa Entertainments3, fik storslåede anmeldelser ved sin premiere i november 2020 – men grundet de 5 måneders corona-betingede lukning går den fortsat i biograferne 8 måneder senere.

Og den går som nævnt godt.

“Filmens flotte resultat er et vidnesbyrd om den helt kolossale opbakning, den har fået fra det danske biografpublikum over en ekstraordinær lang periode. Forud for premieren havde vi et ambitiøst mål om, at filmen havde potentiale til at sælge en halv million biografbilletter,” siger Market Director i Nordisk Film Distribution Frederik Honoré.

“Og at filmen nu har passeret 600.000 billetter overgår ganske enkelt vores mest optimistiske prognoser. Det er en stor sejr for Anders Thomas Jensen og Zentropa, og Nordisk Film er stolt over at være en del af denne store succes,” tilføjer han.

Det er den film af Anders Thomas Jensen (der i øvrigt også har skrevet manuskript til filmen) der har gået bedst.

Med “Blinkende Lygter” fra 2000 satte han sin hidtidige rekord med 436.000 billetter.