Rutineret debutant: Romantisk komedie optages i Kolding

Anders W. Berthelsen (tv) debuterer som instruktør på komedien “Lykkelige Omstændigheder” – med Joachim Fjelstrup, Roberta Reichhardt, Sofie Torp, Martin Høgsted og Esben Smed i de store roller (Foto: Martin Dam Kristensen/Nordisk Film)

Gennem 25 år har Anders W. Berthelsen udviklet sig til at være en af Danmarks bedst kendte skuespillere. Netop nu er han i gang med, hvad der bliver til hans debut som filminstruktør – optagelserne til filmen “Lykkelige Omstændigheder” er nemlig gået i gang, og filmen får premiere 7. april 2022.

Berthelsen, der stammer fra Kolding, er taget tilbage til sin hjemegn, og optagelserne foregår i den østjyske købstad. Kolding Kommune er da også involveret i produktionen med støtte til filmen.

“Lykkelige Omstændigheder” er en varm og sjov romantisk komedie om det gode liv vi alle længes efter, en moderne fortælling om at finde sin rette plads i livet og indse, at drømmen nogle gange ligger et helt andet sted end vi tror, skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse – og fortsætter:

“Søstrene Katrine og Karoline var tætte som børn, men kunne i dag ikke leve meget mere forskelligt. Karoline lever i et forgældet forhold med den arbejdsløse DJ Ronny. Katrine har derimod det hele i sit forhold med den succesfulde bygmester Markus. Det vil sige alt undtagen børn. Men da Karoline bliver gravid ved et uheld, udtænker Katrine en snedig plan, som kan løse alles problemer: Katrine betaler søsterens gæld og lidt til – og får til gengæld hendes kommende baby. Den aftale kan Karoline ikke sige nej til, og så skal alle detaljer på plads inden fødslen. Men intet går som planlagt…”

Nordisk Film Production og Anders W. Berthelsen har sikret sig både topnavne og et ungt stortalent i de bærende roller. Som den overkontrollerende, ambitiøse og særdeles skruk storesøster Katrine ses Sofie Torp, der fik sit store gennembrud i “Ser du månen, Daniel”, og som tidligere på sommeren kunne ses i rollen som Rose i “Marco Effekten”.

Esben Smed spiller hendes succesfulde, fortravlede og distræte mand Markus. Han arbejdede også sammen med Anders W. Berthelsen på “Ser du månen, Daniel”, og året før fik han også en kolossal succes med titelrollen i Bille Augusts filmatisering af “Lykke-Per”.

Stortalentet Roberta Reichhardt, der er kendt fra “Sjit Happens” på TV 2 Zulu og på DR1, spiller den kaosramte og impulsive lillesøster Karoline, der har det med at fare vild i det hele.  Og hendes kæreste, DJ’en Ronny, der også har problemer med at blive voksen, spilles af

Joachim Fjelstrup, mens Martin Høgsted runder kvintetten af som Markus’ forretningspartner og ubehjælpsomme bror Steen, der forlades af sin kone og rammes af akut kærlighedssorg. I øvrige roller ses bl.a. Kristian Halken, Søren Malling og Christiane Gjellerup Koch.