Statsminister: Vil genindføre coronapas

Regeringen foreslog mandag aften (8/11) blandt andet, at coronapasset genindføres i Danmark

Mette Frederiksen og regeringen vil søge opbakning i Folketingets epidemi-udvalg til at genplacere corona som en samfundskritisk sygdom, hvilket sker efter indstilling fra epidemi-kommissionen. Det fortalte hun på et pressemøde mandag aften (8/11).

I tilgift hertil ønsker regeringen at genindføre coronapas, men i en lidt lempeligere form, end vi kender det fra tidligere.

Det er nemlig forslaget, at det kun skal vises, hvis der er mere end 200 billetter udbudt til salg til en visning / forestilling. Det betyder, at for de mindre sale og biografer skal der ikke kontrolleres for coronapas.

Epidemiudvalget består af 21 medlemmer af Folketinget, sammensat efter størrelse på partierne.

7 af medlemmerne er fra Socialdemokratiet, 4 er fra Venstre, så de to partier alene vil kunne stemme for at genindføre corona som en samfundskritisk sygdom, med deraf følgende udvidede beføjelser til regeringen.

Coronapasset er gyldigt, hvis man 1) er vaccineret eller 2) har fået en negativ test indenfor (PCR-test gælder 96 timer, hurtigtest 72 timer) eller 3) er immun, fordi man indenfor de seneste 12 måneder har haft sygdommen.

Det forventes afklaret i løbet af tirsdag, om der er opbakning til forslaget fra regeringen. Hvis der er det, ventes krav om coronapas genindført med virkning fra fredag 12. november.