”The Second Best Exotic Marigold Hotel” åbner pænt i USA
John Maddens ”The Second Best Exotic Marigold Hotel” åbnede med solide $8,6 mio. Filmen modtog en 64%-rating på Rotten Tomatoes og har kun kostet $10 mio. at producere.
Ellers var der ikke mange lyspunkter denne weekend: De sidste tre dage var hele 40 % dårligere end samme weekend sidste år.
Neill Blomkamps robotfilm “Chappie” indtog førstepladsen på den amerikanske top 10 med en meget skuffende indspilning på $13,3 mio., mens Vince Vaughns komedie “Unfinished Business” floppede totalt med en indspilning på sølle $4,8 mio. Et af de dårligste resultater i skuespillerens karriere.
Begge film modtog en “B”-rating af CinemaScore og begge film blev flået af de amerikanske anmeldere. “Chappie” modtog en 30% rating på Rotten Tomatoes, mens ”Unfinished Business” måtte nøjes med 13%.
Der er dog håb om at ”Chappie” kan indhente noget at det tabte på de internationale markeder. Sony lancerede ligeledes filmen i 53 lande over hele verden denne weekend.
”Chappie” kostede $49 mio. at producere, men åbningen ligger altså langt under Blomkamps øvrige film. ”District 9” åbnede med $37,4 mio. og ”Elysium” med $29,8 mio.
Næste weekend åbner følgende film i USA: Disneys ”Eventyret om Askepot” og spændingsfilmen ”Run All Night” med Liam Neeson.