Tredje genåbning er på plads

Umiddelbart før tvangslukningen 19. december havde “Spider-Man: No Way Home” premiere – og den er fortsat aktuel, når biograferne åbner igen fra søndag den 16. januar (Pressefoto: Sony Pictures – SF Studios)

Med en politisk aftale indgået 12. januar er det blevet besluttet af et flertal i Folketinget, at kulturlivet – herunder biograferne – kan åbne dørene igen fra og med søndag den 16. januar. Det er faktisk tilladt at åbne dørene til biograferne i det øjeblik, klokken har passeret midnat.

Dermed afsluttes den tredje periode med lukkede biografer. I første omgang betød corona-pandemien, at man lukkede for stort set al aktivitet i Danmark i foråret 2020, og dette blev gentaget fra december 2020 til maj 2021.

I lyset af stigende smittetal med den ny omikron-variant besluttede Folketinget 17. december, med 36 timers varsel, at lukke for en række kulturelle aktiviteter med virkning fra søndag den 19. december – herunder biograferne.

Samlet set betyder dette, at de danske biografer siden marts 2020 har måttet holde dørene lukket i 254 dage, svarende til knap 8½ måned i perioden!

Fra 16. januar biograferne åbne, men det vil være individuelt og lokalt besluttet, om den enkelte biograf vælger at åbne allerede dér, eller der går et par dage. Der er naturligvis logistik, der skal falde på plads, så derfor skal gæsterne lige checke hjemmesider for den lokale biograf.

Der er udsigt til ganske få restriktioner, når man kommer til sin biograf:

  • Man skal bære mundbind, når man står og går
  • Man skal fremvise gyldigt coronapas
  • Der må ikke være mere end 500 gæster til en filmvisning

Åbningsprogrammet bærer naturligvis præg af, at den pludselige tvangslukning i december betød en række rokader i filmplanlægningen fra distributørernes side.

Men den meget populære “Spider-Man: No Way Home”, der fik premiere i samme weekend, som lukningen trådte i kraft, er på plakaterne landet over.

Denne film nåede på tre dage at sælge mere end 160.000 billetter, og distributøren SF Studios melder om fortsat stor interesse for den.

Samtidig har tredje film i serien om “The Kings Man” premiere – den hedder forunderligt nok “Kingsman 3” – 17. januar, og i løbet af januar begynder premieredatoerne for alvor at falde på plads igen.

Man kan følge premieredatoerne på denne liste

Biografklub Danmark har også måttet ændre på sine planer, men som følge af den korte lukkeperiode – sammenlignet med de to tidligere – på fire uger, medfører det denne gang ikke de helt store forandringer.

Premieren på den danske “Tag min hånd” med Mille Dinesen i hovedrollen er således blevet fastlagt til 27. januar, og derefter kører klubbens resterende program for sæsonen 2021-2022 som planlagt – det kan ses her.